Bødskov lovede længe ventet udspil inden nytår, men Venstre forventer det allerede i oktober

Venstres erhvervsordfører forventer, at et iværksætterudspil allerede vil blive fremlagt i oktober. Men det vil Erhvervsministeriet hverken be- eller afkræfte.

Det har været undervejs i tre år på tværs af regeringer, men nu er ventetiden for landets iværksættere snart slut. 

SVM-regeringens iværksætterudspil, der skal danne udgangspunkt for forhandlingerne om iværksætterstrategien, forventes nemlig at blive fremsat om en måneds tid. 

Sådan lyder det fra Venstres erhvervsordfører, Hans Andersen, da Altinget onsdag møder ham til Foreningen af Børsnoterede Vækstvirksomheders årsmøde på Christiansborg.

"Jeg forventer, at regeringen fremlægger sit iværksætterudspil i oktober," siger han og tilføjer: 

"Det har været planen hele tiden, at det skal ske her i efteråret, så vi nærmer os, at det er snart. Det er min oplevelse."

V: Iværksætterstrategi kan indeholde skatteforslag

Hvad kommer udspillet til at indeholde?

"Vi er ikke på plads med iværksætterudspillet, for så var det kommet. Nu er der en økonomisk ramme, og nu er vi så gået i gang med at drøfte, hvad den skal fyldes ud af," siger Hans Andersen. 

Han henviser til, at regeringen i forbindelse med finanslovsforslaget har løftet den økonomiske ramme for iværksætterstrategien fra 300 millioner kroner - som oprindeligt var bebudet i regeringsgrundlaget - til 1,5 milliarder kroner frem mod 2027.

Der afsættes i første omgang 300 millioner kroner til iværksætterstrategien i 2024. 

Selvom Hans Andersen ikke vil kommentere på det konkrete indhold i regeringens iværksætterudspil, løfter han alligevel en smule af sløret for typen af forslag, der kan indgå.

Han bekræfter således, at udspillet godt kan indeholde diverse forslag på skatteområdet som eksempelvis afskaffelse af lagerbeskatning for iværksættere eller et opgør med skatten på milepælsbetalinger ved salg af virksomheder som forskellige partier tidligere har udtrykt ønske om.

"Iværksætterstrategien vil indeholde en række forslag, der gør hverdagen lettere for iværksættere, og de går på tværs af ministerier som Skatteministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet og Erhvervsministeriet," siger Hans Andersen. 

Ministeriet: Iværksætterstrategi kommer i 2023

Altinget har forelagt Hans Andersens udtalelser for Erhvervsministeriet, men ministeriet vil hverken vil be- eller afkræfte, at regeringen præsenterer iværksætterudspillet i oktober.

"Erhvervsministeriet oplyser, at regeringen vil fremlægge en iværksætterstrategi i løbet af 2023," lyder det i stedet.

Dermed gentager ministeriet, hvad erhvervsminister Morten Bødskov fortalte til Altinget maj. 

"Vi får selvfølgelig en ny iværksætterstrategi i år. Den skal forhåbentlig forankres bredt i Folketinget, men vi får en ny iværksætterstrategi i år," sagde han dengang.

Forrige artikel Pia Olsen Dyhr: Vi skal ikke indskrænke vores rettigheder på grund af trusler eller danskere, der bliver slået ihjel Pia Olsen Dyhr: Vi skal ikke indskrænke vores rettigheder på grund af trusler eller danskere, der bliver slået ihjel Næste artikel Unge konservative har sendt blomster til Løkke og Moderaterne: Unge konservative har sendt blomster til Løkke og Moderaterne: "Tak for at tage ham!"