Bliver Europa mere tysk efter forbundsdagsvalget?

Af Peter Munk Jensen,
Senioranalytiker, Dansk Institut for Internationale Studier

I skrivende stund tegner alt til, at Angela Merkel fortsætter som forbundskansler efter forbundsdagsvalget på søndag. Størst spænding knytter der sig til, hvem CDU/CSU vil danne regering med: FDP – som foretrukket af Merkel, men faretruende nær spærregrænsen, SPD eller outsideren De Grønne. Uagtet valgets udfald vil kontinuitet kendetegne tysk indenrigs- og udenrigspolitik. Frygt – mest uudtalt – for et mere tysk Europa er ubegrundet. Tyskland forbliver europæisk. Men fører valget styrket tysk lederskab i Europa med sig, vil det tjene EU – og Danmark – godt.

Europa i valgkampen
Europapolitikken har indtaget en beskeden rolle i valgkampen. Meget betegnende har det største – og hidtil eneste – skvulp været et Merkel-svip til SPD for at optræde "totalt upålidelig" i forbindelse med eurokrisen. SPD-kanslerkandidat Steinbrück svarede igen med at anklage Merkel for at "brænde broer".

Forklaringerne på Europapolitikkens hidtidige fravær i valgkampen er nok flere: Europapolitikken indtager ingen større rolle i de daglige politiske slagsmål mellem partierne. Det er svært at mobilisere, skabe kant og samle mange stemmer op på et område, hvor der hersker bred konsensus og begrænset folkelig interesse.

Hertil kommer, at Merkel behændigt har udskudt en række EU-sager, der kunne skabe debat – og problemer – til efter valget: euro-krisens forsatte håndtering og regulering af banker og finansmarkeder, EU's udvidelse med Serbien og Tyrkiet, EU's fremtidige institutionelle arkitektur m.m. Sager, der måske kunne have givet euro-modstanderpartiet og andre vind i sejlene og protestvalg: "Nu skal Tyskland betale igen, og alligevel skælder de os ud!"

Ser man på SPD og CDU's visioner for EU-samarbejdet, tegner der sig nogle klare forskelle – i hvertfald på papiret. CDU ønsker en videreførelse af Tysklands hidtidige europapolitiske kurs med "mere Europa" efter tysk model og stabilisering af euroen gennem strenge budgetkrav og "gældsbremse" for mere støtte til kriselandene. En jordnær tilgang – helt i Merkels ånd.

SPD derimod letter fra jorden med en vision om en europæisk forbundsstat med Kommissionen som europæisk regering, Europarlamentet som 1. kammer og ministerrådet som 2. kammer og Domstolen som øverste europæiske rets myndighed.

På kort sigt anerkender SPD behovet for balancerede budgetter gennem stram udgiftspolitik, men suppleret med øget indsats for vækst og beskæftigelse samt styrkede sociale rettigheder i form af en social union. Partiet ønsker øget inddragelse og ansvarliggørelse af bankerne bl.a. gennem egenkapitalkrav, opdeling af investerings- og forretningsbanker samt en finanstransaktionsskat.

Merkel anklages for ikke at forholde sig til, hvad der er passende og nødvendigt for Tyskland at bidrage med til Europa, men i stedet til, hvor meget man kan byde vælgerne.

Steinbrück har anklaget hende for et lidenskabsløst og distanceret forhold til Europa på grund af hendes opvækst i DDR. Andre kritiserer hende for manglende handlekraft og vankelmod.

Kritik fra en noget uventet kant har aldersstegne Altkanzler Kohl leveret med angivelig kritik i private rammer af Merkels Europakurs som "meget farlig" og "hun ødelægger mit Europa".

Desuagtet betvivler næppe nogen oprigtigt Merkels europæiske sindelag. Men flere kan nok samles om den opfattelse, at for Merkel handler EU mere om "euro og cent" end om "krig og fred". Euroen og eurozonen skal reddes for enhver pris – men til lavest mulige pris for Tyskland. En videreføring af Altkanzler Schröders opgør med Kohls europæiske metode med at betale sig ud af uenigheder i EU.

Et europæisk Tyskland eller et tysk Europa?
Ikke mindst under eurokrisen har Tyskland måttet lægge ryg til kritik både af for meget tysk magt – og for lidt. Den polske udenrigsminister Sikorski ønsker tysk lederskab og frygter tysk magt mindre end tysk handlingslammelse.

Sydeuropæerne anklager Tyskland for at presse en model, der passer til Tyskland, ned over deres hoveder og for kun at have Tysklands egne interesser for øje. Det anses ikke for ægte europæisk lederskab.

Uanset hvad indtager Tyskland i dag den ubestridt stærkeste stilling i Europa. Derfor ønsker de fleste EU-lande da også mere tysk lederskab – selv om opfattelsen af, hvad det indebærer, varierer – efter valget og større tysk finansielt og politisk ansvar. Det tyske vækstlokomotiv skal også trække de andre EU-lande med op.

Betyder det, at vi er på vej væk fra et europæisk Tyskland hen imod et tysk Europa? Ikke fordi Merkel eller tyskerne ønsker det, men fordi udviklingen kræver det: Hvis Europa skal kunne hævde sig i forhold til USA og Kina, må EU-samarbejdet styrkes yderligere. Og det kan kun lade sig gøre, hvis Tyskland går forrest og påtager sig lederrollen i EU. Ingen andre EU-lande kan udfylde den rolle i dag.

Men bliver Europa nødvendigvis mere tysk af det?

Tiden må vise, hvor langt Tyskland ønsker at gå i retning af institutionelle ændringer i EU, som kræver traktatændringer. Forbundsregeringen vil her skulle balancere på en tynd line mellem egne ønsker om styrket EU-samarbejde, EU-partnernes synspunkter herpå og forventninger til Tyskland samt hensynet til den tyske forfatning og en eventuel tysk folkeafstemning.

Med alle disse "bindinger" på Tyskland er der næppe udsigt til tysk enegang eller dominans i Europa. Kort sagt ikke noget tysk Europa.

Danmark og det tyske valg
Mandag morgen vil Tyskland fortsat være Danmarks vigtigste partner i Europa. Danmark har grundlæggende interesse i et stærkt og stabilt Tyskland, som påtager sig lederskab i EU. Vores velstand og velfærd er uløseligt forbundet med EU. Og EU er uløseligt forbundet med Tyskland. Tyskland er derfor helt afgørende for Danmark.

Umiddelbart skulle man tro, at en dansk, socialdemokratisk ledet regering ville føle sig bedst tilpas med en socialdemokratisk tysk kansler. Det gælder nok også i forhold til at vægte en styrket europæisk indsats for vækst og beskæftigelse højere, som SDP advokerer for.

Men dels kan Merkel godt bevæges i den retning, hvis politikken ledsages af fortsat streng budgetdisciplin. Dels ville en udvikling i retning af en europæisk forbundsstat som ønsket af SPD formentlig fremkalde mere hovedpine i København end Merkels skridtvise og pragmatiske tilgang.

Ender det søndag aften med en dansk lykønskning fra statsministeren til en genvalgt kansler Merkel, kan en sådan lykønskning derfor godt være udtryk for andet og mere end almindelig diplomatisk, protokollær høflighed.