Bladchef bliver ny konservativ partisekretær

PARTISEKRETÆR PÅ PLADS: Salgschef i JP/Politikens Hus, Søren Vandsø, overtager i næste måned posten som konservativ partisekretær, efter forgængeren blev fyret i december.

Han har gode forbindelser i erhvervslivet, og han ved, hvordan man leder et stort apparat. Men det er ikke den væsentligste grund til, han er blevet valgt. Salgschef hos JP/Politiken, Søren Vandsø, er først og fremmest blevet ny partisekretær, fordi han har forudsætningerne til at mobilisere den konservative medlemsbasis. Det oplyser konservative kilder til Altinget.

Som gammel formand for Konservativ Ungdom, tidligere hovedbestyrelsesmedlem og formand i Silkeborg-kredsen kender den 41-årige Søren Vandsø partiet ud og ind. Og det anses for særdeles afgørende i en situation, hvor det er magtpåliggende for det hårdt prøvede parti at mobilisere sine medlemmer op til valget.

I den konservative top har man skelet til England, hvor det britiske søsterparti op til sidste valg formåede at få medlemmerne til at fungere som ambassadører for partiet. Det har man stærkt brug hos de danske konservative, der trods den ringe opbakning i meningsmålingerne stadig har en solid medlemsbase. Der har tilmed været en lille medlemsfremgang, siden Søren Pape Poulsen tiltrådte som formand i august.

Den nye partisekretær er på forhånd ganske klar i sit fokus:
”Det Konservative Folkepartis 11.000 medlemmer og 98 vælgerforeninger er en unik ressource, som vi skal formå at pleje og udnytte endnu bedre, end vi allerede gør,” som Søren Vandsø udtaler efter sin ansættelse.

Stillingsopslag
Konservative plejer at håndplukke deres partisekretær – eller ”generalsekretær”, som man med et pompøst anstrøg tidligere kaldte stillingen. Denne gang slog man ganske utraditionelt stillingen som partisekretær op, men ifølge konservative kilder tegnede Søren Vandsø sig hurtigt som favorit.

Den konservative formand, Søren Pape Poulsen, glæder sig over ansættelsen af Vandsø og udtaler blandt andet:
"Søren har det, som Det Konservative Folkepartis organisation og vores 11.000 medlemmer har brug for.... Med Søren Vandsøs ansættelse er det personalemæssige hold på plads, der skal føre Det Konservative Folkeparti succesfuldt gennem folketingsvalget.”

Forgængeren Martin Dahl fratrådte før jul ”efter gensidig aftale”, en i erhvervslivet meget anvendt eufemisme for en fyring. 

Søren Vandsø har dog ikke altid været på linje med resten af partiet. Således var han kendt for en meget EU-kritisk holdning og måtte trække sig som kredsformand i slutningen af 90'erne, efter han havde stemt på JuniBevægelsen.

Den nye partisekretær tiltræder i sin nye stilling 16. februar, lige efter Folketingets vinterferie.

Forrige artikel Ny græsk regering er et slag i ansigtet på EU Ny græsk regering er et slag i ansigtet på EU Næste artikel Satspuljepartier enige om plan mod radikalisering Satspuljepartier enige om plan mod radikalisering