Bjerager: Pressen må øge selvjustits
Af Redaktionen | | Print
MEDIER: "Vi har brug for mere journalistisk debat og selvjustits," erkender chefredaktør Erik Bjerager, der ved Publicistklubbens generalforsamling advarede mod øget politisk regulering.
Cherredaktør Erik Bjerager, Kristeligt Dagblad, opfordrede i aftes ved generalforsamlingen i Den Danske Publicistklub medierne til at udvise øget selvjustits, så de kommer øget politisk regulering i forkøbet.
"Der er grund til at lytte, når politikerne i Folketinget - som det skete i den forgangne uge - begynder at kræve strammere regler for pressens etik. Politikerne er bekymrede over, at borgere, virksomheder og organisationer udsættes for ødelæggende omtale i en tid med endeløse deadlines og voksende nyhedspres," sagde Erik Bjerager til de omkring 60 tilhørere og fortsatte:
"Vi har i pressen ingen interesse i, at politikerne strammer reglerne for os. Vi bør selv tage teten. Vi bør selv gøre meget mere for at øge den journalistiske selvkritik og blive bedre til at indrømme fejl, end tilfældet er i dag. Vi bør i højere grad selv tage debatten om den journalistiske kvalitet."
Hans forslag lød:
"Der er brug for masser af vagthunde inden for pressens egne rækker. Vi har brug for mere journalistisk debat og selvjustits, og det er her, der er grund til at råbe vagt i gevær. Det er ikke bestikkelse eller telefonaflytninger, der er problemet i dansk presse, men for mange mediers søgen nedad i markedet."
Mødet blev holdt på Berlingske Media i Pilestræde, og der var genvalg til Sidse Ewald som formand for Publicistklubben, der i øvrigt tildelte sin årspris til forfatteren Johannes Møllehave.
Altinget.dk bringer efter aftale Erik Bjeragers tale.
Dokumentation
Tale ved Publicistklubbens årsmøde 6. marts 2012:
State of the Year i pressen
Af Erik Bjerager
Chefredaktør og adm. direktør, Kristeligt Dagblad og formand, World Editors Forum
Mine damer og herrer, ladies and gentlemen of the press.
Vores profession er igennem tiden blev sammenlignet med mangt og meget.
I det forgangne år blev den igen sammenlignet med en hund, og der blev stillet spørgsmål ved, om pressen er ved at udvikle sig fra at være vagthund for demokratiet til at blive jagthund, der jager politikerne og andre kendisser.
Det ser ud til, at medierne polariseres i to grupper i disse år. Den ene gruppe satser i stigende grad på hurtighed, underholdning og jagt på enkeltpersoners færden og tynges derfor ikke af væsentlighed som et nyhedskriterium. Den anden går den modsatte vej og satser på mere grundighed, analyse, baggrund, ja, kvalitet i journalistikken efter klassiske retningslinjer med en ambition om, at pressen skal være samfundets vagthund.
For nu at blive i hundenes verden kunne man også sammenligne dele af pressen med en dræberhund.
Hvad der sker, når sådan en bliver sluppet løs, har man kunnet se i Storbritannien i det forgangne år. Her har News International, der er et avisselskab ejet og kontrolleret af Murdoch-familien, sprængt alle grænser for acceptabel adfærd og god presseskik. Avisen News of World er blevet lukket, efter at den benyttede sig af ulovlig telefonaflytning for at skaffe sig saftige historier.
Og i disse uger er en anden Murdoch-avis, the Sun, i skudlinjen. The Sun har skaffet sig tips om historier fra et netværk af politifolk og embedsmænd, der er blevet bestukket med store beløb til at levere nyheder.
Der er allerede udbetalt et betragteligt millionbeløb i erstatning til mange af dem, der har været genstand for skandalen. Men sagen stopper ikke der. For den har med god grund fået international opmærksomhed. I den forgangne uge var det en forsidenyhed i International Herald Tribune, at sønnen James Murdoch ser sig nødsaget til at trække sig som bestyrelsesformand for avisvirksomheden. Det er ikke business, der fik den historie på forsiden. For sagen drejer sig om helt igennem principielle og ulovlige grænseoverskridende måder at lave journalistik på, om telefonaflytning og bestikkelse.
Murdochs journalister og redaktører har sluppet deres indre dræberhund løs og er gået efter struben.
Dansk presse er nærmest uskyldsren sammenlignet med den britiske, men manglen på troværdighed er også et dansk fænomen.
"Hvis du ikke læser avisen, er du uinformeret. Hvis du læser avisen, er du fejlinformeret", sagde allerede Mark Twain. Der er også rigtig mange danskere i dag, der vil skrive under på det udsagn.
En dansk meningsmåling fra 2011 om 17 forskellige professioners troværdighed viste, at journalister ligger på tredjepladsen over de mest troværdige professioner. Altså en tredjeplads opgjort nedefra. Kun politikere og spindoktorer anses for at være mindre troværdige end journalister. Så 14 andre professioner i landet anses for at være mere troværdige end vores profession - lægerne og sygeplejerskerne topper listen.
Tro er at have tillid. De to ord og begreber er næsten synonymer. Så det at være tro-værdig er, at man er værd at vise tillid. Pressen har en troværdighedskrise, og det har den vel egentlig haft, lige siden trykkefriheden blev indført i Danmark i 1770, hvilket dengang fik kronprinsen, den senere Frederik 6. til at tale om den omsiggribende "skrivefrækhed".
Spørgsmålet er alene, om pressens troværdighedskrise er blevet værre eller ej.
I udgangspunktet kan vi nok godt tillade os at fastslå, at nyhedsmodtagerne, altså den danske befolkning, har et forholdsvis skizofrent forhold til pressen. Mange elsker at hade os. Men samtidig står unge i kø for at blive uddannet som journalister. Mange danskerne siger, at de kun i begrænset omfang tror på det, de ser og hører. Men samtidig ser danskerne stadig mere tv, læser flere og flere nyheder på nettet - og holder heldigvis fortsat avis. Man hører stadig folk sige: "Jamen, jeg så det selv i tv", "Jamen, de sagde det i radioen" eller "Det stod i avisen." Underforstået at når noget har været i pressen, står det naturligvis til troende.
Herhjemme var tv-serien Borgen i det forgangne år med til at rejse debat om troværdigheden i medierne.
Selv om Borgen tegnede et karikeret billede af pressen, var skildringen ikke helt ved siden af virkeligheden på alle områder. Der blev - som i virkeligheden - slået handler af mellem spindoktorer og journalister og redaktører.
Tabloidavisen med den kyniske chefredaktør Michael Laugesen skabte selv nogle af sine historier. Blandt andet den om en mandlig minister, der blev taget i af have sex med en ung fotograf, som avisen vel at mærke betalte for at forføre ministeren.
Er det sådan pressen arbejder, kunne danskerne efterfølgende spørge sig selv.
De, der påstod, at der nok var noget om snakken, både håber og mener jeg taler mod bedre vidende. Selv de mest forhærdede tidselgemytter er langt fra Borgens fiktion, når det handler om at skabe sine egne historier. Og når man skeler til, hvordan tabloidpressen i Storbritannien hiver folk ned i sølet, ja, så syner kidnapningen af selv en ministers skraldespand i den virkelige danske presseverden egentlig ikke af så meget.
Men i en tid, hvor nyhedsstrømmene i stadig stigende grad bliver globale, skal man ikke afvise, at Borgens - og i et vist omfang de britiske - metoder kunne blive virkelighed også i Danmark.
Der er brug for masser af vagthunde inden for pressens egne rækker. Vi har brug for mere journalistisk debat og selvjustits, og det er her, der er grund til at råbe vagt i gevær. Det er ikke bestikkelse eller telefonaflytninger, der er problemet i dansk presse, men for mange mediers søgen nedad i markedet.
Der er i den senere tid opstået en udbredt brug af såkaldt faktatjek i de danske medier. Især politikeres udsagn bliver underkastet et nærmere eftersyn, og det er godt, for det er der såmænd brug for.
Men hvad om vi i om pressen underkastede os selv et lignende faktatjek, eller i det hele taget et serviceeftersyn, der ikke bare skal afsløre fejl og mangler og forkerte oplysninger, men skabe en ny bevidsthed om, hvad der er væsentligt og ikke.
For pressen nærer i stigende grad en slange ved sit bryst. Den voldsomme flodbølge af nyheder og især de elektroniske og digitale mediers højhastighedsjournalistik truer kvaliteten. Det er blevet vigtigere at være hurtig og være på end at tænke sig om.
Ja, i USA mener de mest pessimistiske mediefolk, at den udvikling, vi nu oplever, fører til journalistikkens død.
En undersøgelse af nyhederne i danske medier - lavet af blandt andre Anker Brink Lund - viste i 2010, at der nu produceres dobbelt så mange nyheder som for 10 år siden. Med det samme antal journalister. Det giver flere fejl, mere sjusk, mindre vagthund og lavere troværdighed.
Det er en reel tendens, som er med til at undergrave journalistikken. Og hele udviklingen har skabt en psykologisk afmatning på redaktionerne, som der skal gøres op med.
Det kan kun gå for langsomt med at finde tilbage til gamle journalistiske dyder.
Måske er arkivposernes tid forbi på redaktionerne, men det betyder ikke, at historien begynder i dag, når jeg sidder her ved min computer og skal skrive noget til i morgen. Alt for mange hylder Google som Gud, men søgemaskiner kan ikke erstatte den rigtige, klassiske research. Der er brug for at lave langt mere journalistik med hukommelse. Journalistik med bevidsthed om, at verden ikke begynder i dag.
Trods flodbølgen af de mange nyheder, så har det forgangne år også været et år med mange rigtige og vigtige nyheder. Måske vil 2011 i historiens lys vise sig at være et år, man husker, ligesom vi husker 1989 for Berlinmurens fald og kommunismens kollaps.
Det var de nye digitale medier, der skabte en del af grundlaget for, at det arabiske forår kunne sprede sig fra Tunis til Egypten, Libyen, Yemen og nu Syrien. Demonstranter udvekslede erfaringer og taktikker via internettet, og aldrig før har så mange menige mennesker bidraget så meget til at skabe nuancerede billeder af det, der skete og nu sker, med Twitter-feeds, blogs og Youtube-videoer.
Nyheden om amerikanernes raid og likvidering af Osama bin Laden i Pakistan blev først rapporteret af en nabo til bin Laden, der på Twitter gjorde opmærksom på de amerikanske helikoptere, der forstyrrede aftenfreden i byen.
De digitale medier blev selv en af årets store nyheder med de mange muligheder og faldgruber, de har ført med sig. Wikileaks satte dagsordenen med offentliggørelser af hemmelige dokumenter og rejste en global diskussion om, hvad vi som borgere har ret og ikke ret til at vide og få indsigt i. Og mens billedet, der blev tegnet af stifteren Julian Assange, skiftede fra helt på ærværdig mission til arrogant og farlig galning er debatten ikke død. Vi drøfter stadig i hvilket omfang, det er klogt og rigtigt, at regeringer holder informationer hemmelige for de befolkninger, der har valgt dem, og om det er etisk forsvarligt at offentliggøre materiale, også når det kan skade enkeltpersoner.
Vi var på overarbejde i pressen i det forgangne år. Den ene store sag overskyggede den anden. Gældskrisen i Grækenland, så Italien, Spanien og Portugal, ja, hele Europa. For slet ikke at tale om USA. Jordskælvet i New Zealand, der ville være blevet dækket endnu mere intenst, hvis det ikke var blevet overhalet af sultkatastrofen på Afrikas Horn, tsunamien i Japan, massakren i Norge - og for at få det hele med - folketingsvalget herhjemme i lavlandet. Det fyldte meget i pressen og førte til en ny regering, men ingen ny politik.
Gad vide om en mere vaks vagthund kunne have forudset den udvikling?
Det nye ved udviklingen har været, at nyhederne har fyldt mere end nogen sinde før. Der laves flere nyheder, fordi vi nu har to tv-kanaler, der bringer nyheder i døgndrift. Vi har fået en ny radiokanal med en endeløs tale- og nyhedsstrøm, og de fleste aviser arbejder næsten 24/7 på Internettet og mobile medier.
Oveni det kommer, at snart sagt enhver nyhed øjeblikkeligt bliver udsat for analyse, kommentar og blogning i lange baner. Der kastes alle tænkelige former for nye vinkler ind over en sag, inden solen når at gå ned, og det får næsten alle sager til at antage proportioner, der gør dem større, end virkeligheden kan bære.
Der er altså både markant flere nyheder i medierne end for bare få år siden, og så får den massive måde, de dækkes på, dem til at svulme yderligere op.
Den overvældende flodbølge af news og den endeløse strøm af informationer og ord giver en vis forstoppelse. Det var en helt befrielse, at dette års bedste film, ved uddelingen af Oscar-statuetterne for nylig, var en stumfilm.
Måske er det nyhedsforstoppelsen, der gør, at der ude blandt danskerne er et voksende behov og i mine øjne også en øget efterspørgsel efter kvalitet. Et behov for færre, men bedre historier. Mindre hysteri, større eftertænksomhed. Der er et stigende marked for medier, der skiller væsentligt fra uvæsentligt. Borgerne har brug for at kunne stole på, at vi gør netop det, når news-møllen kværner løs.
Der er grund til at lytte, når politikerne i Folketinget - som det skete i den forgangne uge - begynder at kræve strammere regler for pressens etik. Politikerne er bekymrede over, at borgere, virksomheder og organisationer udsættes for ødelæggende omtale i en tid med endeløse deadlines og voksende nyhedspres.
Vi har i pressen ingen interesse i, at politikerne strammer reglerne for os. Vi bør selv tage teten. Vi bør selv gøre meget mere for at øge den journalistiske selvkritik og blive bedre til at indrømme fejl, end tilfældet er i dag. Vi bør i højere grad selv tage debatten om den journalistiske kvalitet.
Når alt det er sagt, synes jeg, det er på sin plads at understrege, at pressen i Danmark er bedre end sit rygte.
Jeg er formand for den internationale redaktørforening World Editors Forum og kommer lige fra en konference i Dubai.
Pressen i Mellemøsten med Israel som undtagelse er ikke fri, og den er derefter. Kolleger fra Asien fortæller om, hvordan det er normalt, at der ved pressemøder med virksomheder, politiske partier eller organisationer ligger en konvolut med penge i pressematerialet. Som en tak for fremmødet. Samme praksis finder man i Afrika.
Sidste år besøgte jeg Niger, hvor præsidenten som første afrikanske statsoverhoved underskrev en særlig erklæring om at ville arbejde for fuld pressefrihed. Men de dårligt betalte journalister var noget tøvende ved udsigten til, at ambitionen om mere frihed og højere kvalitet i pressen kunne betyde et farvel til kuverterne med penge.
Russiske og ukrainske kollegaer fortæller, at man selvfølgelig kan købe sig til positiv redaktionel omtale i aviserne. Men mange medier går et skridt videre, siger de, og tilbyder også negativ omtale af konkurrenter og modstandere. Mod penge, selvsagt.
Tilstandene i den britiske tabloidpresse ligger også langt fra, hvad vi kender herhjemme. Og går man til den amerikanske medieverden, er der selvfølgelig flagskibene, som vi kun vanskeligt kan måle os med, men niveauet i en stor del af den øvrige amerikanske presse kan vi til enhver tid nå i kvalitet og mere til.
Men vi skal tage os sammen og tage troværdighedskrisen alvorligt. Også selv om den er lige så gammel som journalistfaget selv. For nu at slutte hvor vi begyndte - i hundeverdenen - er det passende at give Storm P ordet.
Han anså som bekendt menneskets bedste ven for at være klogere end mennesker. Storm P. sagde:
"Når man har læst sin avis og slukket radioen, så trænger man til at tale med sin hund."
Romney tabte Super Tuesday til Obama
Udkantsminister dropper udkantskommission
