Bestyrelsen i Unicef Danmark får ny forperson

Rådgiver og SoMe-ekspert Astrid Haug er valgt som ny forperson for bestyrelse i Unicef Danmark, og overtager fredag posten efter Jesper Lok.

Unicef Danmarks bestyrelse får ny forperson. 

Stillingen bliver udfyldt af den 44-årige Astrid Haug, som har været medlem af bestyrelsen siden 2019. Hun har derudover siddet som næstforperson siden 2021.

Det offentliggør Unicef i en pressemeddelelse til Altinget.

Astrid Haug overtager stillingen fra Jesper Lok, som takker af efter seks år på forpersonsposten.

Astrid Haug er rådgiver og ekspert i sociale medier, og arbejder igennem sin virksomhed Astrid Haug Bureau. Bureauet rådgiver større virksomheder, kulturinstitutioner, medier, fonde, kommuner, ministerier, medlemsorganisationer og startups på området. 

”Arbejdet i Unicef Danmarks bestyrelse giver rigtig meget mening for mig. Efter to år som næstforperson er jeg derfor glad og ydmyg over at kunne fortsætte det gode arbejde ved at stille mine kompetencer til rådighed. Samtidig skal lyde en stor tak til Jesper Lok, der med sin store erhvervsfaglige indsigt og erfaring har bidraget til at skabe positive forandringer for Unicef Danmark – og derigennem verdens børn,” siger Astrid Haug.

Det er Søren Skibsted, som overtager stillingen som næstforperson. Søren Skibsted er partner i advokatfirmaet Kromann Reumert.

I samme ombæring indsættes adm. direktør for Rosendahl Design Group, Mette Maix som nyt bestyrelsesmedlem. Mette Maix har tidligere været adm. Direktør for Flying Tiger Copenhagen og er desuden medlem af bestyrelserne i Matas, Aarstiderne og Good Food Group.

”Det har været en stor fornøjelse at arbejde med Unicef sagen og holdet de seneste år. Der er leveret solide resultater over en bred kam, og jeg glæder mig over, at Astrid nu tager teten som forperson og ønsker alle i Unicef held og lykke med den fortsatte rejse, og arbejdet for de børn, der er særligt udfordrede og udsatte,” siger den afgående forperson, Jesper Lok.

Bestyrelsen er ansvarlig for ledelsen af Unicef Danmark og arbejder frivilligt og ulønnet. Bestyrelsesmedlemmerne bidrager hver især med viden og kompetence til ledelsen og udviklingen af Den Danske Unicef Fond og indsatsen for verdens mest udsatte børn.

Forrige artikel Djøf omrokerer og får ny afdeling for Marketing, Kommunikation og Politik Næste artikel Storbritanniens justits- og vicepremierminister trækker sig efter beskyldninger om mobning Storbritanniens justits- og vicepremierminister trækker sig efter beskyldninger om mobning