Beskæftigelsesreform uden tabere

Smilene havde en næsten uvant bredde hos både socialdemokrater og folk fra fagbevægelsen, da Mette Frederiksen (S) kunne præsentere et færdigt forlig om beskæftigelsesreformen i sidste uge.

For første gang i hendes tid som beskæftigelsesminister stod hun bag en reform, der ikke kunne beskyldes for at have et hovedfokus på besparelser.

I stedet handler reformen primært om at bruge pengene anderledes i indsatsen for de ledige. Næsten en halv milliard kroner bliver flyttet væk fra de udskældte aktiveringskurser og skal nu bruges på regulær uddannelse og opkvalificering af ufaglærte og faglærte ledige. Altså dem, der i forvejen har mindst uddannelse.

Den slags er meget populært i fagbevægelsen og på hele den politiske venstrefløj. Og S lever nu delvist op til det gamle valgløfte om at opkvalificere ufaglærte på dagpengesats. Den sats bliver godt nok kun på 80 procent af dagpengene. Men det er for de fleste stadig dobbelt så meget som SU.

Ro til implementeringen
Især socialdemokraterne og LO-fagbevægelsen har udråbt sig selv og hinanden som de store vindere. Men beskæftigelsesreformen er faktisk tæt på at være en reform helt uden tabere.

Næsten alle partier og aktører har travlt med at udråbe sig selv som hele eller delvise vindere. Nogle er åbenlyst mere vindere end andre. Men ingen føler sig kørt helt over.

Dermed er en vigtig forudsætning på plads for, at reformen måske kan ende som en succes. For lige nu ser ingen ud til at ville modarbejde reformen eller rulle alt for meget tilbage. Alle parter har måttet give og tage lidt, men overordnet kan de fleste aktører se flere plusser end minusser.

Det betyder noget, at der er ro på den politiske bagsmæk, når reformen skal implementeres ude i virkeligheden blandt de i alt 15.000 frontmedarbejdere i jobcentre og a-kasser. Den politiske borgfred betyder, at de i nogenlunde ro og mag kan arbejde helhjertet med reformen i en tro på, at alt ikke kommer til at se anderledes ud, så snart regeringen skifter farve.

Ideologisk bombe blev afmonteret
Det skyldes primært, at reformens ideologiske bombe blev afmonteret i sidste øjeblik. Venstre fik forhandlet sig frem til at droppe regeringens planer om at overlade indsatsen for de ledige i det første halve år til a-kasserne.

Dermed fik både Venstre, Dansk Arbejdsgiverforening og KL ryddet deres største bekymring ved reformen af vejen.

Venstre og arbejdsgiverne frygtede, at de ledige ville stå mindre til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis de kunne få lov at "gemme" sig hos a-kasserne det første halve år og dermed være mere kræsne i forhold til et nyt job. Desuden havde de ingen interesse i at give a-kasserne og dermed fagbevægelsen en position, som kunne styrke deres rekrutteringsgrundlag.

Til gengæld fik Venstre og arbejdsgiverne ingen indrømmelser på uddannelsesdelen af reformen. Men det kan de bedre leve med. De er ikke som sådan modstandere af uddannelse. Men de synes, at uddannelse primært skal foregå i det ordinære system for uddannelse og efteruddannelse og ikke som en særlig indsats for ledige.

Venstre havde på forhånd en skidt forhandlingsposition, fordi DF udadtil nærmest var klar til at skrive under på regeringens udspil. Dertil kommer, at Venstre var lidt billigt til salg på grund af dårlige målinger og formandsstrid i partiet.

Hegnspæle om uddannelsesdel
Set i det lys er Venstre og arbejdsgiverne nogenlunde tilfredse med, hvad de trods alt opnåede.

Det er væsentligt for Venstre, at pengene til opkvalificering af ufaglærte ledige er en midlertidig pulje. Når puljen udløber, kan en ny regering eventuelt vælge at bruge pengene anderledes, hvis den aftalte evaluering af puljen viser en begrænset beskæftigelseseffekt.

På en lang række områder følte de borgerlige partier sig i forvejen imødekommet med regeringens udspil. Der var på forhånd politisk enighed om opstramninger af løntilskud og jobrotation, og at de højtuddannede ledige mister retten til selvvalgt 6 ugers uddannelse.

Dertil har det været en væsentlig faktor for både arbejdsgivere og borgerlige partier, at alle ufaglærte ledige ikke har ret til at vælge at komme på uddannelsesorlov på noget nær fulde dagpenge. Puljen er begrænset, og jobcenteret skal visitere den enkelte ledige til at komme med på ordningen.

Dermed er der sat en række klare hegnspæle op omkring uddannelsesdelen, som giver skeptikerne af denne del af reformen en vis ro i sindet.

KL den måske største vinder
Hos kommunernes forening KL kan man heller ikke være andet end tilfredse. Alle KL's tre hovedønsker til reformen er indfriet. Ansvaret for indsatsen for de ledige vil fortsat være fast forankret hos kommunerne, der er afsat midler til efteruddannelse af personalet i jobcentrene, og der bliver løsnet op for bureaukratiet med lempelsen af en række tidsfrister og proceskrav til jobcentrenes indsats.

Selvfølgelig kunne kommunerne godt have ønsket sig endnu flere penge til efteruddannelse og endnu færre detaljerede proceskrav. Men samlet er KL måske den aktør, som har vundet mest og afgivet mindst.

Ingen mislyde fra fagbevægelsen
Hos LO-forbundene er der selvsagt begejstring for, at de ønskede uddannelsestiltag kom igennem uskadt. Det var for dem en meget konkret og mærkbar forbedring for deres ledige medlemmer.

At den mere strategiske og ideologiske kamp for a-kasserne ikke blev opfyldt, kan de et eller andet sted leve med. Den var mere glasur på lagkagen, mens lagkagen helt ville mangle en bund, hvis Venstre havde fået for mange indrømmelser på uddannelsesdelen.

Sandheden er, at regeringen ikke kunne file ret meget på deres fine, men trods alt begrænsede udspil på uddannelsesområdet. Selv forholdsvis små indrømmelser til Venstre ville have skabt mislyde i det faglige bagland.

På den måde var a-kasse-udspillet som skabt for Mette Frederiksen til at vise hendes gode vilje over for fagbevægelsen, samtidig med at det i sidste ende måske kunne fungere som et i regeringens øjne lidt gratis betalingsmiddel over for Venstre.

Gratis i den forstand, at der var tale om ideologi og ikke om penge. Det altafgørende for Socialdemokraterne var, at Venstre ikke kunne få held med deres krav om at flytte penge direkte fra indsatsen for de ledige og give dem til afgiftslettelser til virksomhederne.

Det frygtede "kryds" undgik Socialdemokraterne, og det passer de Radikale rigtig fint, at a-kasse-udspillet i sidste ende blev luget ud. De Radikale er ikke a-kassernes bedste venner, og det har i mange år været en radikal drøm, at a-kasse-systemet skulle statsliggøres og dermed afluses for ideologi og fagbevægelse.

Kampen om pengene
Mens Socialdemokraterne med god ret kan påstå, at der ikke spares penge direkte på indsatsen for de ledige, så kan de borgerlige partier samtidig vælge at fokusere på, at der samlet set alligevel spares et årligt milliardbeløb.

Afbureaukratisering og effektivisering af driften på jobcentrene ventes at give en halv milliard kr. årligt, som kommunerne kan bruge på andre formål. Dertil kommer den store økonomiske motor i reformen nemlig refusionsreformen, der årligt ventes at give staten en årlig besparelse på 800 mio. kr.

Det skyldes indførelsen af den trappemodel, som Arbejdsmarkedskommissionen foreslog tilbage i 2009. I stedet for at kommunerne får en fast refusion for deres udgifter til folk på overførselsindkomst, så skal den falde over tid.

Dermed får kommunerne et større økonomisk incitament til at undgå, at folk bliver parkeret på langvarig offentlig forsørgelse. Gør de det, kan det mærkes på kommunernes pengepung. Et tiltag, som potentielt kan ramme udkantskommuner med mange på overførselsindkomster hårdt.

Hvad besparelsen på de 800 mio. kr. skal bruges på, vides endnu ikke. Det kunne have givet et voldsomt slagsmål at tage den diskussion nu. I stedet er parterne blevet enige om, at det er op til den regering, der sidder i næste valgperiode, hvordan pengene skal bruges.

Dermed har både regeringen og de borgerlige en god og konkret pose penge at uddele valgløfter med i den valgkamp, som er lige om hjørnet.

A-kasser får lidt større rolle
Det er svært at finde rene tabere på reformen. Hvis man isoleret ser på a-kasserne, har de sådan set heller ikke tabt.

De fik ikke, hvad de drømte om. Men de har trods alt bevaret rådighedsvurderingen trods pres fra arbejdsgiverne og Venstre.

Og selvom indsatsen fortsat er forankret i jobcentrene, så har a-kasserne fået en lidt større rolle, fordi de med reformen flytter sig fra at være en mulig partner for jobcentrene til en privilegeret partner, der skal inddrages, når jobcentrene afholder samtaler med de ledige. Lidt har også ret, når det store regnestykke gøres op.

Højtuddannede tættest på taberrollen
Ingen har brokket sig vedholdende og højlydt, da reformens endelige indhold blev kendt. Men skal man absolut udpege nogen, der kan karakteriseres som tabere, så er det de højtuddannedes forbund under FTF og Akademikerne.

Deres medlemmer får ikke del i de ekstra midler til uddannelse og mister helt retten til 6 ugers selvvalgt uddannelse. Samtidig glippede de den modydelse, de trods alt kunne se frem til med en større rolle til a-kasserne.

Men protesterne fra den kant har ikke været til at få øje på. Det skyldes hovedsageligt, at de på forhånd vidste, at der var en alliance mellem røde og blå partier samt arbejdsgiverne og LO-fagbevægelsen om at fjerne retten til selvvalgt uddannelse for ledige med videregående uddannelser.

Som et plaster på såret har de højtuddannedes forbund dog fået forlænget trainee-ordningen og øget adgangen til virksomhedspraktik for deres mange ledige dimittender. Dermed er heller ikke denne gruppe blevet kørt helt over af reformen.

red@altinget.dk