Bech-Bruun får ny formand og managing partner

I det store advokatselskab Bech-Bruun overlader Simon Evers Hjelmborg i dag stafetten som Chief Executive Partner (adm. direktør) til Steen Rode, men overtager til gengæld posten som bestyrelsesformand.

Den 1. april 2020 er skiftedag på en række poster i Bech-Bruun, oplyser det københavnske advokatselskab. Steen Rode er således ny Chief Executive Partner, mens Simon Evers Hjelmborg er ny bestyrelsesformand. Her afløser han Jacob Hjortshøj.

Den nye bestyrelse består udover Simon Evers Hjelmborg af Per Bjerg Christensen (næstformand), Anne Buhl Bjelke, Thomas Frøbert, Martin Dræbye Gantzhorn, Simon Milthers og Claus Aagaard Nielsen.

Simon Evers Hjelmborg siger herom på selskabets hjemmeside:

"Efter to perioder og seks år i alt som Managing Partner, nu Chief Executive Partner, er det en glæde at overlade posten til Steen Rode. Steen har stor erfaring med ledelse - både fra sin tid som afdelingsleder i vores største afdeling M&A Corporate og fra sin tid i bestyrelsen. Vi har igennem mange år haft en rigtig god bestyrelse og bestyrelsesformand og med meget få udskiftninger undervejs. Den afgående bestyrelse har været stærkt medvirkende til at have bragt os til den stærke position, vores virksomhed har i dag," siger den nye formand.

Steen Rode har speciale inden for M&A (virksomhedshandler) og selskabsret, herunder betydelig erfaring med at rådgive kapitalfonde og andre finansielle investorer.

Som chief executive partner bliver han også leder af direktionen hos Bech-Bruun.

Forrige artikel Dødsfald: Fhv. grønlandsk partiformand er død af kræft (64) Næste artikel Dødsfald: Sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed Karsten Bech (64)