Avisen.dk finder ny chefredaktør

Lise Bondesen bliver ny chefredaktør og direktør for Avisen.dk og Ugebrevet A4.

Bestyrelsen for Avisen.dk Aps, der udgiver Avisen.dk og Ugebrevet A4, har udnævnt Lise Bondesen som ny ansvarshavende redaktør og administrerende direktør for Avisen.dk Aps.

Det oplyser Avisen.dk i en pressemeddelelse

Lise Bondesen overtager jobbet efter Rasmus Emborg. Han skiftede tidligere i år til en stilling som redaktionschef på Børsen.

Lise Bondesen har været på Avisen.dk siden november 2014 og har blandt andet været redaktør for sociale medier, nyhedsredaktør og konstitueret chefredaktør. Hun har en fortid på Politiken, Se og Hør og Ekstra Bladet.

Den redaktionelle ledelse på Avisen.dk og Ugebrevet A4 tæller også ledende redaktionschef og udviklingschef Søren Lauridsen samt Henrik Bay, der er redaktionschef på Ugebrevet A4. Lise Bondesen går nu på jagt efter en ny redaktionschef til Avisen.dk.

Hun tiltræder 1. juni. 

*Det fremgik tidligere, at Gitte Redder er ny chefredaktør. Det er ikke korrekt. Altinget beklager fejlen. 

Forrige artikel Brian Mikkelsen skifter valgkreds Næste artikel DR Østjylland fastansætter redaktionschef