Astrid Krag bliver socialdemokrat

PARTISKIFT: Astrid Krag har søgt om optagelse i den socialdemokratiske folketingsgruppe. De seneste begivenheder i SF har overbevist hende om, at hun er socialdemokrat, oplyser hun.

SF's tidligere sundhedsminister Astrid Krag skifter til Socialdemokraterne. Det oplyser hun på Facebook. 

Beslutningen kommer, kort tid efter SF's formand, Annette Vilhelmsen, har meddelt, at hun trækker sig, og at partiet forlader regeringen. Astrid Krag har tidligere været formand for SF's ungdomsparti, og hun stillede i 2012 op som formandskandidat for SF. Her tabte hun stort til Annette Vilhelmsen.

På Facebook skriver Astrid Krag:

"Jeg har i dag søgt om optagelse i den socialdemokratiske folketingsgruppe. De seneste begivenheder har gjort klart, at Socialdemokraterne nu er det parti, der bedst favner mine politiske holdninger. Politik handler først og fremmest om, hvordan man skaber et samfund i det billede man tror på," skriver Krag.

I sin meddelse gør hun det klart, at udslagsgivende for hendes beslutning er, at SF trækker sig fra regeringen.

"Jeg har været medlem i SF i mere end halvdelen af mit liv. Men når jeg ser nøgternt på diskussionerne i det parti, som er årsag til, at SF's formand nu må trække stikket for regeringsdeltagelsen, så står det helt klart: Der er ikke opbakning til at føre den form for venstreorienteret politik, jeg gik til valg på," skriver Astrid Krag.

Astrid Krag har tidligere tilhørt den gruppe i SF, som arbejdede meget målrettet på at gøre SF til et parti for "den hårdtarbejdende dansker". Mere populært blev den fløj kaldt "arbejderisterne". En meget stor del af denne fløj er nu i dag medlemmer af Socialdemokraterne. Det gælder blandt andre Thor Möger, Mathias Tesfaye, Jesper Petersen, Nanna Westerby og Emilie Turunen.

Altinget.dks politiske analytiker Erik Holstein vurderer, at Krags timing også hænger sammen med, at hun nu har mistet sin ministerpost.

"Alle Astrid Krags allierede er jo gået over til Socialdemokraterne, så på den måde er det ikke overraskende. Men jeg føler mig nu sikker på, at Astrid var blevet i SF, hvis hun fortsat havde været sundhedsminister," siger Erik Holstein.  

Forrige artikel Auken vil ikke være SF-formand Auken vil ikke være SF-formand Næste artikel Eksperter: Exit bliver svært for SF Eksperter: Exit bliver svært for SF