Annette Vilhelmsen stopper i dansk politik

FARVEL: Tidligere SF-formand Annette Vilhelmsen har fået nyt direktør-job, og det betyder et farvel til dansk politik.

Nye udfordringer venter SF's tidligere formand Annette Vilhelmsen.

1. august skal hun være direktør for uddannelsesinstitutionen Tietgen i Odense, og hun siger derfor farvel til dansk politik.

”Jeg har lært meget gennem 15 år i politik, dels i Kerteminde byråd, i Folketinget, regeringen og som formand for SF. Jeg vil tænke tilbage med glæde på alle de oplevelser, jeg fik, og de mennesker, jeg har mødt på min vej,” skriver hun i et opslag på Facebook.

Undervisnings- og uddannelsesområdet er ikke nyt for Annette Vilhelmsen. Hun er nemlig uddannet lærer og har en kandidatgrad i pædagogik, ligesom hun også selv har undervist.

”Nye udfordringer venter, og jeg glæder mig til at kombinere min faglighed inden for uddannelse, udvikling og undervisning med mine erfaringer fra det politiske arbejde til gavn for de unge og for samfundet,” lyder det fra Annette Vilhelmsen.

Annette Vilhelmsen blev i 2012 valgt som ny formand for SF, efter Villy Søvndal havde trukket sig fra posten. Her kæmpede Annette Vilhelmsen mod daværende sundhedsminister Astrid Krag om at blive ny formand, og ved en urafstemning fik Annette Vilhelmsen 66 procent af stemmerne.

Under S-R-SF-regeringen var Vilhelmsen erhvervs- og vækstminister og senere social-, børne- og integrationsminister.

Efter SF i 2014 trådte ud af regeringen, valgte Annette Vilhelmsen også at trække sig som formand.

56-årige Annette Vilhelmsen kæmpede ved Folketingsvalget sidste år med Karsten Hønge om SF's eneste mandat på Fyn – og her trak den tidligere SF-formand det korteste strå og røg dermed ud af Folketinget.

Se Annette Vilhelmsens opslag om det nye job herunder:

Forrige artikel Partier i åbent skænderi om adgangskrav Partier i åbent skænderi om adgangskrav Næste artikel Ny vindmølle-aftale vækker begejstring Ny vindmølle-aftale vækker begejstring