Anna Thygesen starter kommunikationsbureau

Erhvervskvinden Anna Thygesen står i spidsen for nyt kommunikationsbureau, WeDoCommunication, hvor hun fungerer som både ejer og administrerende direktør.

Anna Thygesen starter et nyt kommunikations- og brandingbureau under navnet WeDoCommunication. Det skriver bureauet i en pressemeddelelse.

Det nye bureau består udover Anna Thygesen af tre partnere, som er kreativ strategisk rådgiver og art director Christian Eppers, visuel og kommunikationsrådgiver og fotograf Thomas Fryd, samt kommunikationsrådgiver Anne Kirstine Cramon. WeDoCommunication har ydermere tilknyttet Elisa Lykke som ekstern kommunikationsrådgiver.

”WeDoCommunication er stærkt defineret af de ildsjæle, der er med om bord. Vi har en knivskarp profil, som sikrer, at kunderne ved, hvad de får, når de samarbejder med os. Vi henvender os til kunder, der ønsker at arbejde strategisk med deres kommunikation og branding – og ønsker at gøre det uden for meget omsvøb, bullshit og varm luft,” siger Anna Thygesen i pressemeddelelsen.

Anna Thygesen har tidligere været direktør for PrimeTime Diva og seniorrådgiver hos Geelmuyden-Kiese.

Forrige artikel Ole Hækkerup vælger at stille op i Vordingborg Næste artikel Ole Stavad sætter punktum for den politiske karriere