Anna Libak bliver udlandsredaktør på Weekendavisen

Journalist, forfatter og tidligere folketingskandidat for Venstre Anna Libak tiltræder som ny udlandsredaktør på Weekendavisen i februar. 

Anna Libak vender i midten af februar tilbage til Weekendavisen, hvor hun er blevet ansat som ny udlandsredaktør.

Det skriver hun i et opslag på Facebook.

″Jeg trænger til nogle kolleger igen – og de fås ikke bedre end på Weekendavisen. Jeg ved, hvad jeg taler om: Det er nu tredje gang, jeg har sagt ja til Danmarks mest velskrevne avis,″ skriver hun i opslaget.

Anna Libak har tidligere været samfundsredaktør og litteraturredaktør på samme avis, ligesom hun i en periode var udlandsredaktør på Berlingske.

Hun stillede i fjor op til Folketinget for Venstre, men har som konsekvens af sin nye ansættelse igen meldt sig ud af partiet. 

″Jeg ønsker partiet alt godt, ikke mindst de lokale Venstrefolk fra Gribskov og Hillerød, som jeg er kommet til at holde af, og som altså må finde en anden folketingskandidat og -suppleant,″ skriver hun i Facebook-opslaget.

Forrige artikel Socialdemokratiets børne- og undervisningsordfører går på barsel Næste artikel Dødsfald: Journalist, kommentator Ulrik Høy (74)