Anders Samuelsen ansætter endnu en spindoktor fra Venstre

SPIN-NYT: Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har igen fundet sin særlige rådgiver i Venstres pressetjeneste.

Martin Lünell Christensen er ansat som ny særlig rådgiver for udenrigsminister og partileder Anders Samuelsen (LA).

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Den ekstra spindoktor får Samuelsen, fordi topministre siden 2011 har haft lov til at ansætte to særlige rådgivere.  

28-årige Martin Lünell kommer senest fra en stilling som souschef i Venstres pressetjeneste.

Han kan altså se frem til igen at samarbejde med sin tidligere kollega Niels Th. Dahl, der er forhenværende pressechef for Venstre, men som i marts 2017 blev ansat som særlig rådgiver for Anders Samuelsen.

Martin Lünells karriere i Venstre går helt tilbage til 2012, hvor han startede som praktikant i partiet. Siden blev han ansat som kommunikationsmedarbejder i Venstre i Aarhus, hvorefter han i 2014 rykkede til København og begyndte sit arbejde i Venstres pressetjeneste.

Martin Lünell er uddannet BA i kommunikation fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2015.

Forrige artikel Hvad sagde de ja til? Her er hovedpunkterne i OK-aftalerne Hvad sagde de ja til? Her er hovedpunkterne i OK-aftalerne Næste artikel Miljøstyrelsen forventer masseopsigelser efter udflytning Miljøstyrelsen forventer masseopsigelser efter udflytning