Udviklingshæmmede Anders var glad, da han flyttede hjemmefra, men kort tid efter kom vagterne

Det var en glad og stolt søn, som Poul Munk og Kirsten Rytter i april 2021 kunne hjælpe til rette i sin nye lejlighed.

Anders var blevet 23 år, men som udviklingshæmmet med en mental alder som en fireårig har han brug for omfattende hjælp og støtte for at få sin hverdag til at hænge sammen.

Efter lang og grundig forberedelsestid havde Mariagerfjord Kommune fundet en plads på bostedet Skivevej i Hobro godt 25 kilometer væk fra barndomshjemmet i Hadsund.

”Det var selvfølgelig en stor ting for ham. Men han glædede sig sådan til, at han nu også skulle have sit eget sted,” siger Poul Munk.

Anders er vokset op sammen med sine tre søskende.

Trods sit handicap har han ifølge sine forældre altid kunne bevæge sig frit rundt, også blandt fremmede mennesker. Både i området omkring hjemmet og når familien har været på udflugter og rejser både i Danmark og rundtom i Europa.

Hen over spisebordet på hjemmets første sal viser hans far billeder af Anders fra de seneste år.

Et billede er fra en fernisering på sit dagbeskæftigelsestilbud i Randers, hvor han glad fremviser sit eget projekt - en stol med adskillige blyanter påmonteret, så de stikker lige op i vejret.

Ustabilt personale, og så kom vagterne

På andre fotos står Anders sammen med kendte folk, han er stødt på i forskellige sammenhæng, som Jacob Haugaard, musikeren Lars Lilleholt og arm i arm med tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen.

”Men tingene ændrede sig, efter han flyttede til bostedet på Skivevej,” siger Poul Munk.

Anders var ifølge hans far blevet stillet i udsigt, at der ville være en fast gruppe af personale og omfattende støtte. Men sådan blev det ikke.

I stedet var der stor udskiftning blandt de ansatte og rigtig mange vikarer. Og efter bare nogle få dage præget af ustabilitet begyndte Anders at blive udadreagerende. Og enkelte uger efter han flyttede ind, skete der et markant skift i personalet.

”Så kom vagterne. Nogle af dem var sådan nogle 150 kilotunge bodybuilder-typer, som mest mindede om udsmidere inde fra byen,” siger Poul Munk.

Isoleret og hyppig brug af magt

Det er ikke mindst personalet fra den Viborg-baserede virksomhed S.T.O.P A/S, som Anders forældre husker fra den periode.

”Der var nogle af dem, jeg selv var bange for,” siger Kirsten Rytter.

S.T.O.P er oprindeligt et traditionelt vagtfirma med fokus på personbeskyttelse, som gennem årene har specialiseret sig i opgaver inden for det social- og specialpædagogiske felt.

Her tilbyder de ifølge deres hjemmeside ydelser som ’pædagogisk støtte’, ’pædagogisk skærmning’ og ’pædagogisk vagt’.

Ifølge Anders’ forældre var der langt mere tale om en egentlig vagtordning end om en pædagogisk indsats.

Udover medicinering blev fastholdelse og magtanvendelse hyppigt anvendt.

Det var i den periode, at Anders ikke længere at ville have tøj på og helst ikke ville forlade sin seng, fortæller hans far. Måske fordi sengen var det eneste sted, han kunne føle sig tryg.

Ifølge ham endte Anders med at være isoleret i sin nye lejlighed helt frem til juli, hvor opholdet på bostedet blev afbrudt.

Tryghed kom tilbage for en tid

Et af de få fotos fra de måneder viser en tydeligt mere indesluttet Anders, der sidder på gulvet i lejligheden kun iført underbukser. Ifølge hans far var det i den tilstand, de ofte fandt ham, når de kom for at besøge ham.

”Han havde det som et dyr i bur, det var simpelthen som tortur,” fortæller hans far.

Efter Skivevej flyttede Anders ind på Sødisbakke, som er et stort regionalt specialpædagogisk bosted tæt ved Mariager.

De første par uger blev han også her i sin seng, men derefter gik det langsomt bedre. Efter små seks uger kom han igen med ud på ture, og hen ad vejen fik han noget af sit gode humør igen.

”Det lykkedes dem at give ham lidt af den grundlæggende tryghed igen. Uden den kan han ingenting. Når det pædagogiske omkring ham har virket, så har han kunnet komme med ud på ture. De pædagoger, som ikke gjorde det godt, kunne ikke engang få ham i underbukser,” siger Kirsten Rytter.

Desværre blev det heller ikke på Sødisbakke ved med at gå godt.

Bostedet besluttede at det pædagogiske personale skulle skiftes ud og strukturen omkring Anders gik nu igen i opløsning. Med det resultat, at han igen blev udadreagerende og endte med ny isolation og hyppig brug af magtanvendelse.

Fra slemt til værre i Als

I december 2021 og i januar 2022 spidsede tingene til.

Indrapporteringer af en række magtanvendelser viser, at nu var det ikke mindst personale fra det eksterne firma TCP Viborg, der stod for indgrebene. Også TCP er startet som et egentligt vagtfirma med speciale inden for det specialpædagogiske område.

Og også fra den periode er der fotos af skader, som Anders ifølge sine forældre har pådraget sig efter magtanvendelserne.

Til sidst endte Sødisbakke med at trække stikket på Anders’ ophold.

Anders blev i stedet flyttet til en midlertidig solo-projektanbringelse i en lejlighed i Als.

Lejligheden ligger i en grå bygning uden nogen egentlig have omkring og med hoveddøren lige ud til en vej. I stueetagen har Anders sin lille lejlighed og oven på er der et rum til det personale, som skal være der døgnet rundt.

Her gik Anders' trivsel hen over vinteren og forår fra slemt til værre. Flere fotos i forældrenes samling viser Anders, der sidder nøgen i en seng, hvor der udover nogle bamser også flyder med pinde og murbrokker, som han har hentet ind udefra.

”Hans lyst til besøg blev mindre. Og ofte er det allerede efter fem til ti minutter giver han udtryk for, at han gerne vil have fred,” siger Poul Munk.

Vi giver ikke op

Ifølge ham handler de sidste års problemer i Anders’ liv ikke om, at han flyttede det forkerte sted hen, da han sidste år forlod barndomshjemmet til fordel for en lejlighed i botilbuddet Skivevej i Hobro.

Stedet var rigtigt, men han fik bare aldrig den støtte, han havde brug for og var blevet lovet. Og så gik det galt.

I den tid han har nu har været sit seneste midlertidige tilbud i Als, har der været adskillige episoder med magtanvendelser, politianmeldelser og nu også sigtelser mod Anders for voldelig opførsel mod personalet.

Hans forældre besøger ham fortsat dagligt. Og de seneste uger har der både været nedture og små opture. Men på syvende måned er det fortsat ikke lykkedes personalet at få Anders i tøjet.

Alligevel sagde han for nyligt ”vi giver ikke op” til sine forælder under et besøg.

”Det er sådan en ting, vi altid har sagt til hinanden. Også når det var svært. Vi giver ikke op – ikke i det hele taget og ikke på hinanden,” siger Poul Munk.

"Sådan skal det ikke være"

Altinget har forelagt Poul Munk og Kirsten Ryttes beskrivelse af deres søn Anders' oplevelse med personale fra S.T.O.P. A/S for virksomedens direktør Michael Neigaard.

Han svarer i en mail, at han ikke kender den konkrete sag i detaljer. Men beklager, den oplevelse familien har haft.

"Pårørendes udtalelser gør mig ondt at høre, for sådan skal det ikke være, men dengang har vi åbenbart haft nogle medarbejdere med en uheldig fremtoning, såfremt det er en S.T.O.P. medarbejder moderen og faderen omtaler," skriver han blandt andet.

Michael Neigaard siger, at efter hans vidende er alt foregået efter gældende lovgivning, og han oplyser, at ledelsen på stedet er skiftet ud sidste år. Læs hele svaret i faktaboksen højere oppe på siden.

kim@altinget.dk, les@altinget.dk