Analyse: Mindsteløn og understøttelse til debat i USA

SAN FRANCISCO - Umiddelbart var det en dårlig start på valgsæsonen for demokraterne: En ny rapport fra det uafhængige "Congressional Budget Office" (CBO) konkluderede i sidste uge, at præsident Obamas januar-beslutning om at hæve den føderale mindsteløn fra de nuværende 7,25 dollar i timen til 10,10 dollar i 2016 godt nok vil øge indkomsterne betydeligt for 16,5 millioner lavtlønnede amerikanske arbejdstagere, men at tiltaget samtidig vil koste omkring 500.000 arbejdere deres job.

CBO's analytikere skønnede dog også, at præsidentens tiltag vil løfte netto 900.000 mennesker op over fattigdomsgrænsen. Hvis den nuværende lovgivning ikke ændres, forventes det, at omkring 45 millioner amerikanere vil befinde sig under fattigdomsgrænsen i 2016. 

CBO's rapport havnede dermed midt i den indenrigspolitiske debat, som de fleste vælgere går op i og mener er vigtigst frem mod november måneds midtvejsvalg: vælgernes privatøkonomi.

Rapporten donerede tilmed gavmildt brændstof til begge sider i diskussionen: til dem, der ser en hævelse af mindstelønnen som et værdifuldt våben mod fattigdom og ulighed, og til de republikanere og konservative analytikere, der afviser Obamas forslag som irrelevant i bedste fald - og i værste fald som et forslag, der rent faktisk kan ende med at koste arbejdspladser, og dermed blot forværre USA's økonomiske velbefindende betydeligt.

Privatøkonomi i centrum

Analytikere fra Pew Center for Research - en respekteret tænketank i Washington DC - peger imidlertid i en ny analyse på, at samspillet mellem minimumslønnen og fattigdom er kompliceret af mange forhold. Dels findes der ikke én samlet fattigdomsgrænse: det nationale statistiske kontor, "the Census Bureau", opererer med ikke mindre end 48 forskellige tærskler, der er baseret på forskellige kombinationer af alder, familiens størrelse og antallet af børn i husstanden.  Herudover skal man indregne inflationen.

Eksempelvis rakte mindstelønnen til at holde tre mennesker ude af fattigdom i 1968 (da værdien af mindstelønnen relativt var højest), mens mindstelønnen i dag - hvor den ligger på 15.080 dollar om året for en enkeltperson med en 40 timers arbejdsuge - blot kan holde en enkelt person ud af fattigdom. Taler man om en husstand med en voksen og et barn, er vi allerede lige under 1000 dollar under fattigdomsgrænsen. 

Godt for nogle - skidt for andre

CBO-rapporten illustrerer også den komplekse dynamik, der præger det amerikanske arbejdsmarked. En positiv forandring for en gruppe vil ofte have negative konsekvenser for en anden. Eksempelvis anslår CBO, at en føderal mindsteløn, som den præsidenten har bestemt sig for på 10,10 dollar, vil hæve realindkomsten for de fattigste arbejdere (dem, der tjener mindre end fattigdomsgrænsen og op til tre gange mere) med 17 milliarder dollar i 2016. 

Men denne stigning vil ifølge både CBO og Pew blive opvejet af et 17 milliarder dollar fald i realindkomsten blandt mere velhavende familier (dem med indkomster, der ligger på seks gange fattigdomsgrænsen - ca. 150.000 dollar årligt for en familie på fire). Det skyldes primært højere priser og lavere erhvervsindkomster som følge af lønstigningen.

Når alle plusser og minusser lægges sammen, vil de samlede realindkomster stige med 2 milliarder dollar.

Ikke overraskende væbnede både demokraterne og republikanerne sig fluks med CBO-rapporten i hånden, og gik til angreb i de amerikanske medier. Det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus benyttede lejligheden til at brande præsidenten som en "job-killer", mens Det Hvide Hus havde travlt med at anføre de samlede positive effekter af præsidentens forslag. 

Private virksomheder i aktion

Samtidig gik den demokratiske valgmaskine i gang med at fremhæve andre initiativer på mindstelønsfronten - en debat, der normalt anses som en styrke for venstrefløjen, idet en hævelse af mindstelønnen er populært hos det store flertal af vælgerne, også blandt republikanerne.

Det glædede eksempelvis demokraterne, at flere store private virksomheder gik i præsidentens fodspor i februar. Således meddelte den globale tøjkæde Gap i sidste uge, at den  hæver sin mindsteløn til 10 dollar: en beslutning, der vil få betydning for 65.000 amerikanske medarbejdere: 

"For os er det ikke et politisk spørgsmål," lød det fra GAPs bestyrelsesformand og administrerende direktør, Glenn Murphy, ifølge Politico:

"Vores beslutning om at investere i frontline-medarbejdere vil direkte støtte vores forretning, og det er en beslutning, som vi forventer et solidt afkast af."

En række andre kendte kæder har fulgt efter GAP: Costco, Whole Foods og In-N-Out Burger. Og USA's største private arbejdsgiver, Wal-Mart, annoncerede - også i sidste uge - at virksomheden ikke længere agter at opponere mod visse stigninger i mindstelønnen, "så længe der findes bestemmelser til håndtering af virkningerne" i en indfasningsperiode, lød det fra Vice President for Corporate Communications, David Tovar. Tovar oplyste endvidere, at Wal-Mart agter at støtte op om et forslag om højere mindsteløn.

Arbejdsløse bliver centrale i valgstrategi

Den anden debat, som deler vandene i Washington, handler om arbejdsløshedsunderstøttelsen til langtidsledige, der har været forlænget i 2012-13, men som sluttede 28. december 2013 - og som nu er suspenderet. 

Her er den seneste udvikling, at republikanerne (som har stemt nej to gange til at forlænge understøttelsen, og dermed har blokeret for loven) i al diskretion forsøger at løse problemet, før det vokser sig for stort og eventuelt blokerer for en sejr i november. Adskillige meningsmålinger viser nemlig, at republikanerne har gode chancer for at tilbageerobre Senatet fra demokraterne, men såvel mindsteløn som debatten om understøttelse kan sabotere disse gode udsigter.

Senatets nuværende leder, Harry Reid (demokratisk senator fra Nevada), har bebudet, at han vil genoptage kampen og presse republikanerne på dagpengesagen, og flere amerikanske medier skriver, at de moderate republikanske senatorer Dan Coats (Indiana), Rob Portman (Ohio), Dean Heller (Nevada) og Susan Collins (Maine) er gået sammen om at konstruere en aftale, der kan stoppe den demokratiske kampagne og vedtage en ny forlængelse med visse politiske ændringer og dermed flytte det rødglødende emne fra Senatets dagsorden, så det ikke bliver en del af midtvejsvalget.

"Vi arbejder stadig på at løse problemet," lød det fra Portman i et interview med hjemmesiden Politico.com tirsdag. 

"Jeg fortsætter med at tro, at vi kan løse dette, hvis demokraterne ellers er interesserede."

Moderate republikanere frygter valgnederlag

Baggrunden for opblødningen, der kan ende med, at gruppen af moderate republikanere rent faktisk hjælper demokraterne med at få en vedtagelse igennem, er, at den blanke afvisning af at hjælpe de langtidsledige nok lyder godt i de konservative budgethajers øren - dem, der først og fremmest fokuserer på at få bugt med statens underskud og stigningen i de offentlige udgifter. Men for de midtsøgende republikanske centrister - hvoraf flere skal genvælges i stater, hvor arbejdsløsheden er høj - udgør den stejle holdning en betydelig risiko.

Det kunne man eksempelvis se meget klart i sidste uge, hvor den ellers solidt konservative senator Dan Coats til flere demokraters overraskelse erklærede, at han mente, der var "baggrund for håb om en aftale", hvis blot politikerne kunne blive enige om kriterierne for, hvor længe en forlængelse skulle gælde og under hvilke kriterier.

I de republikanske stater Ohio og Illinois skal senatorerne Rob Portman og Mark Kirk eksempelvis også genvælges - dog først i 2016, men til gengæld af vælgere, der er radikalt forskellige fra de teaparty-aktivister, der fik dem valgt ind i 2010.

I Ohio har omkring en tredjedel af statens arbejdsløse således været uden arbejde i over seks måneder. I Illinois udgør de langtidsledige 41 procent af statens arbejdsløse.

For at finansiere en forlængelse af dagpengene med 90 dage foreslår republikanerne blandt andet at slå hårdere ned på personer, der modtager både arbejdsløshedsunderstøttelse og pensionsydelser. De foreslår også at stramme ydelserne, så det bliver forbudt at modtage den forlængede understøttelse, hvis modtagerne har taget imod "passende tilbud om arbejde og jobtræning".

Hård demokratisk retorik om ulighed

Om disse manøvrer betyder, at en aftale er nær er imidlertid langt fra klart. Dels er det ikke sikkert, at demokraterne vil acceptere de republikanske forslag til forringelser af aftalen, dels er det også muligt, at demokraterne simpelthen ser en fordel i at bruge uenigheden som et oplagt våben mod republikanerne under valgkampagnen til efteråret.

Spørgsmålet skal behandles i Senatet igen på mandag, og den samlede pakke vender tilbage til Kongressen inden for få uger.

Demokraterne har tilsyneladende ingen planer om at skrue ned for retorikken, og hvis Harry Reid er en målestok for stilen op til midtvejsvalget, vil demokraterne fortsætte med at slå benhårdt på økonomisk ulighed:

"De (republikanerne, red.) har ingen intentioner om at få en reform af dagpengene vedtaget, hverken på kort eller lang sigt, fordi de simpelthen er ligeglade med de arbejdsløse. Det står klart ud fra deres handlinger."

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC.

annegrethe@altinget.dk