Analyse: Læren fra Virginia, New Jersey og New York

MÅDEHOLD: En række vigtige lokale valg denne uge er blevet tolket som en sejr for demokraterne og en advarsel til Tea Party-fløjen. Men man gør klogt i ikke at overfortolke resultaternes betydning for midtvejs- eller præsidentvalget.

WASHINGTON DC - På overfladen er det svært at konkludere andet, end at USA tog et venstresving onsdag i denne uge. 

Da amerikanerne vågnede op om morgenen, havde borgerne i New York fået den mest liberale (i amerikansk forstand) borgmester måske nogen sinde med valget af den venstrevendte demokrat Bill de Blasio, der knuste sin republikanske modstander Joe Lhota med tallene 73.3 - 24.3 procent. 

Staten Virginia valgte for første gang i 40 år en guvernør, demokraten Terry McAuliffe, der er af samme partifarve som den siddende præsident. Tea Party-favoritten Ken Cuccinelli tabte i det tætte opløb. 

Og i New Jersey triumferede den p.t. mest synlige moderate republikaner og mest åbenlyst anti-Tea Party-skikkelse i partiet, Chris Christie, der vandt en overlegen sejr som guvernør over demokrat Barbara Buono. Sidstnævnte fik 38.1 procent af stemmerne, mens Christie, der skulle genvælges, scorede 60.4 procent. 

Jubel på venstrefløjen
Den organiserede venstrefløj kunne knap få armene ned af glæde. Fra Center for American Progress i Washington DC -  en tænketank med nær tilknytning til det demokratiske parti - lød reaktionen således om resultatet i Virginia: 

"Ken Cuccinelli tabte i Virginia, fordi vælgerne ikke ønsker en kandidat, der påstår, at den globale opvarmning ikke findes, der går ind for diskrimination af seksuelle minoriteter, der støtter begrænsninger i den frie abort og ønsker et begrænse kvinders fri adgang til prævention, som er modstander af sundhedsreformen og som har svoret, at han vil blokere ethvert forsøg på at begrænse den våbenrelaterede vold. Omvendt har Terry McAuliffe et "F" fra the National Rifle Association (USA's våbenlobby, red.), hvilket han aldrig har forsøgt at skjule," lød det med henvisning til, at våbenlobbyen har givet ham den lavest mulige placering på deres liste over kongresmedlemmernes våbenpolitik. De rangerer politikerne på en skala fra A til F, og mens Ken Cuccinelli brystede sig med et A, var McAuliffe stolt af sit F. 

CAP noterede sig derudover med tilfredshed, at mindstelønnen nu vil gå op i både staten New Jersey og i den lille by SeaTac i staten Washington, efter der tirsdag var afstemninger begge steder. Sidstnævnte vil få USA's højeste timeløn efter vælgerne i og omkring byen Seattle besluttede sig til, at mindstelønnen for fremtiden skal være mindst 15 USD (ca. 83 kroner). 

Liberale sejre
CAP var også glad for, at den lovgivende forsamling i staten Illinois tirsdag besluttede, at staten som den 15. i USA agter at tillade homoseksuelle at gifte sig; staten Hawaii bliver den næste i rækken. I begge stater har guvernørerne lovet at underskrive lovene.

Endelig var der også højlydt begejstring at spore i det demokratiske partis ungdomsorganisationer over, at udviklingen hen imod en legalisering af  marihuana i USA tilsyneladende fortsætter sin langsomme sejrsgang, efter at fire byer besluttede sig for at lovliggøre besiddelse af hash i mindre mængder (mellem 25-75 gram) til eget brug. 

Liberale kommentatorer har stået i kø i de amerikanske medier med tilsvarende konklusioner, især om Tea Party-bevægelsens nedtur (forstærket af at bevægelsen også led nederlag i et republikansk primærvalg i staten Alabama). 

Forhastede konklusioner
Men andre røster advarer om, at disse resultater ikke kan aflæses så enkelt, og at de slet ikke kan bruges til at spå om næste års midtvejsvalg, endsige præsidentvalget i 2016.

Det republikanske medlem af Repræsentanternes Hus Steve King fra Iowa peger over for Altinget på, at Terry McAuliffe brugte 20 gange så mange ressourcer som Cuccinelli på sin kampagne i Virginia og at den libertære kandidat, Robert Sarvis, fik et godt valg med 6.5 procent. 

"Eftersom Cuccinelli kun tabte med 2.5 procentpoints ville han - hvis den libertære kandidat havde valgt ikke at stille op - sandsynligvis have vundet. Demokraterne havde rullet det helt store show ud i Virginia, der har udviklet sig til at være en af de afgørende svingstater; både præsident Obama og vicepræsident Biden var ude med støtte ved møder i staten, ligesom McAuliffe, der i årevis har været en af ægteparret Hillary og Bill Clintons nærmeste venner, også har modtaget massiv opbakning fra den demokratiske partiledelse, som han tidligere selv har stået i spidsen for," siger han. 

Tea Party bevægelsen er langtfra død
Frank Rich, der er politisk seniorskribent ved New York Magazine og tidligere redaktør ved New York Times, fremfører samme pointe som King.

"Cuccinelli er en meget konservativ politiker. Han gik ud med særdeles stærke påstande imod sundhedsreformen, imod bøsser og lesbiske og forsvarede endda de konservative stemmer i det republikanske parti, der blev holdt ansvarlig for den upopulære delvise lukning af den føderale regering, en lukning, som hele tiden var meget upopulær i Virginia, hvor en tredjedel af alle af borgerne arbejder for forbundsregeringen. Alligevel tabte han kun snævert, og han ville have vundet, hvis ikke Sarvis havde stillet op. Jeg har meget svært ved at se, hvordan resultatet i Virginia kan være opmuntrende for demokraterne. Så vidt jeg kan se, er Tea Party-bevægelsen i den grad i live og still going strong," lød det torsdag morgen i et interview, Rich gav til Piers Morgan fra CNN. 

Rich mener heller ikke, at Christies sejr kan bruges til at sige noget om spillet om Det Hvide Hus i 2016: 

"Ærligt talt, Christie er et lokalt fænomen i New Jersey, og medmindre det republikanske parti aflyser hele sin primærvalgs-proces, kan han godt kigge langt efter at vinde sit partis base. Partiet er rykket meget langt til højre, og Christies holdninger ligger tæt på dem, som George H.W. Bush fremførte i sin tid. Men vi skriver 2013 nu. Christie kan måske vinde de republikanske primærvalg i det nordøstlige USA. Men ikke i resten af partiet. De vil have en kandidat som Rand Paul eller Ted Cruz. Basen vil ikke vide af en kandidat, der har accepteret ægteskaber mellem homoseksuelle, som har arbejdet tæt sammen med demokraterne, og som endda har omfavnet Obama under superstormen Sandy. Den lære, som den konservative republikanske base drog efter McCains nederlag i 2008 og Romneys nederlag i 2012, var altså, at deres kandidat ikke var konservativ nok. Og derfor ønsker de sig ikke en ny moderat af samme slags." 

It's the money, stupid
Andre analytikere peger med andre argumenter også på, at man ikke kan drage håndfaste konklusioner fra de tre lokalvalg. New Jersey er den mest demokratiske stat i Amerika - Barack Obama vandt staten i 2012 med over 17 procentpoints - og der er 700.000 flere registrerede demokratiske vælgere i staten, end der er republikanere.

Alligevel vendte det demokratiske partiapparat deres egen kandidat ryggen, da de var overbevist om, at hun ville tabe, og støttede derfor blot Buono med sølle 5000 dollar i valgkampen. 

Til sammenligning brugte demokraterne ifølge analysefirmaet SMG Delta over seks millioner dollar på valgkampen i Virginia. Christie havde et budget til TV, internet og radio reklamer til sin rådighed i New Jersey på 11,5 millioner dollar (63,5 millioner kroner), mens Barbara Buono havde 2,1 millioner (11,6 millioner kroner) dollar. 

Christie, der er 51 år gammel, og som ifølge sig selv er "halvvejs" gennem en maraton-slankekur - efter at have gennemgået en operation i februar, hvor han fik tarmen forkortet - har ikke lagt skjul på, at han muligvis er interesseret i at blive sit partis kandidat i 2016: 

"Jeg står, hvor jeg gør, og hvis jeg beslutter mig for noget andet, vil vælgerne i New Jersey blive de første, der hører om det," lød det i denne uge i typisk Christie-stil. 

Clinton ville vinde over Christie
At han imidlertid godt selv er klar over, at han bliver nødt til at rykke sit image til højre (efter at have kørt en valgkampagne, hvor hans moderate og pragmatiske stil har været kørt i front), kunne man se for første gang tirsdag i denne uge, hvor han i et interview svarede på spørgsmålet om, hvorvidt han var "moderat":

"Jeg er konservativ," lød det fra politikeren, der - sensationelt for en republikaner - vandt et flertal af både kvinderne og latino-stemmerne i sin stat. 

"Jeg har ført politik som en konservativ i denne stat, og det har ført til, at visse har været uenige med mig. Men forskellen på mig og mange andre er, at jeg ikke har forsøgt at skjule mine politikker, og jeg har ikke maskeret det som om det var noget andet." 

I sin sejstale onsdag morgen henvendte Christie sig direkte til de upopulære politikere i USA's kongres med et karakteristisk ubeskedent forslag: 

"Jeg ved, at hvis jeg kan vinde i Trenton, New Jersey, så kunne det være,  at folkene i Washington DC skulle tage at tænde for tv lige nu. Så kan de se, hvordan den slags gøres." 

CNN havde dog en slags advarsel klar til Christie efter dennes sejr. Tv-stationen havde fået foretaget en meningsmåling, der viste, at selv om New Jerseys borgere lige havde tildelt Christie en overvældende sejr, så ville han fortsat ikke vinde over Hillary Clinton, hvis statens vælgere skulle vælge mellem ham og den tidligere udenrigsminister, senator og førstedame. 

Adspurgt om, hvem af de to vælgerne i dag ville stemme på i 2016 - skulle begge de to politikere stille op - svarede 49 procent, at de ville stemme på Hillary Clinton, mens 45 procent ville stemme på den populære guvernør.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC.

Forrige artikel Dæk din ryg på de lange knives nat Dæk din ryg på de lange knives nat Næste artikel Søvndal tager orlov til januar Søvndal tager orlov til januar