Domme om udvisning af kriminelle kan genantænde konflikt mellem Folketinget og domstolene

Striden startede helt tilbage i 1998.
Provokeret af tilrejsende gambianske narkohandlere, der terroriserede beboerne på Vesterbro, skærpede et stort flertal i Folketinget lovgivningen. Fremover skulle domstolene i langt højere grad udvise kriminelle udlændinge.

Domstolene fulgte trop, indtil sagerne endte i Højesteret. Her blev den ene udvisning efter den anden annulleret - til politikernes store frustration. I de næste 20 år fulgte stadige konfrontationer mellem den linje, Folketinget anlagde i lovgivningen og dommernes linje i de konkrete sager.

Levakovic og LTF
Besværet med at udvise den seriekriminelle Gimi Levakovic, der havde 28 domme i bagagen, og LTF-bandelederen Shuaib Khan skabte overskrifter og et stadig mere anstrengt forhold mellem det politiske og juridiske niveau.

Mens politikerne gang på gang opfordrede domstolene til at ”gå til grænsen af konventionerne”, var holdningen i Højesteret snarere, at man ikke ville risikere at få domme imod sig ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Så man afholdt sig fra at udvise i tvivlstilfælde.

Bag facaden rasede politikerne. Ifølge dem ville det svare til, at anklagemyndigheden afholdt sig fra at rejse tiltale i alle straffesager, den ikke var helt sikker på at vinde. I så fald ville rigtig mange kriminelle gå fri.

Trods utilfredsheden på Christiansborg lykkedes det hverken justitsministre fra S, V eller K at få ændret på forholdene.

Overdreven sikkerhedsmargen
Efter kontroverser i næsten 20 år skete der en meget overraskende udvikling i 2017.
Her gik den daværende direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, ud med en markant melding.

Efter at have studeret praksis ved Menneskerettighedsdomstolen kunne han til sin forbløffelse konstatere, at domstolen i Strasbourg faktisk accepterede flere udvisninger af kriminelle, end de danske domstole gjorde. De danske dommere fulgte dermed ikke det udtrykkelige politiske ønske om at udvise kriminelle ”med mindre det med sikkerhed er i strid med menneskerettighederne”.   

Meldingen fra Institut for Menneskerettigheder var en mavepuster for Højesteret, der snart begyndte at ændre praksis.  

Domstolen under pres
Samtidig var der i disse år et stigende pres på domstolen i Strasbourg med lande som Danmark og Storbritannien i spidsen.

Under det danske formandskab i Europarådet i 2018 udsendte justitsministrene efter et møde i København en erklæring, der lagde op til større autonomi for de enkelte lande. Det fik Menneskerettighedsdomstolen til at trække følehornene til sig og overlade flere afgørelser til medlemslandene.

Den daværende VLAK-regering solgte ”københavner-erklæringen” som en stor sejr. Søren Pape Poulsen (K) var helt i front som justitsminister, og daværende Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen udtalte ved den lejlighed:

”Det er regeringens holdning, at kriminelle udlændinge i videst muligt omfang skal udvises af Danmark. Og vi har rejst en kritisk diskussion af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols fortolkning af konventionen, fordi den i nogle sager har ført til en urimelig situation. 

Der er tegn på, at Menneskerettighedsdomstolen allerede lytter og er på vej i den rigtige retning. Det er positivt. Den udvikling skal vi fastholde og skubbe yderligere til i vores reforminitiativ.”

Samlet førte såvel den hjemlige debat som presset på domstolen i Strasbourg til andre boller på suppen. Udvisningspraksis er blevet skærpet, så kriminelle udlændinge som hovedregel udvises ved grovere forbrydelser som alvorlig vold, voldtægt, narkohandel og særlig grove økonomiske forbrydelser.

Risiko for tilbageslag
Men som Altinget har beskrevet, risikerer den skærpede danske praksis nu at blive underkendt af nye domme ved Menneskerettighedsdomstolen. Det er politisk sprængfarligt for SVM-regeringen.

Krydsfeltet mellem kriminalitet og udlændingepolitik er stadig et af de mest eksplosive, selvom der de senere år er kommet en vis ro og konsensus på udlændingeområdet. For roen er betinget af, at der på et par af de afgørende parametre er kommet mere styr på tingene: at tilstrømningen til Danmark er begrænset, og at udlændinge med grov kriminalitet i bagagen som hovedregel bliver udvist.

Kommer der igen højprofilerede sager om seriekriminelle udlændinge, der får lov til at blive i landet, er det en ren gavebod til den nationalistiske højrefløj. 

Både Danmarksdemokraterne, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance var da også hurtige til at rette skytset mod regeringen ved udsigten til, at Danmark bliver underkendt i Strasbourg. De blå partier beskylder regeringen for passivitet.

I regeringsgrundlaget er der nemlig lagt til at udnævne en ”ambassadør”, der skal engagere sig i spørgsmålet om anvendelsen og fortolkningen af menneskerettighederne. Netop for at opretholde det pres fra 2018, der resulterede i større autonomi til de enkelte lande. Men der er ikke rigtig sket noget.

Så har regeringen bare siddet på sine hænder, spørger de borgerlige partier, der dermed lægger i kakkelovnen til et større omgør, hvis udvisningspraksis ændres igen.

Domme kan kaste lange skygger
I SVM-regeringen kan sagen især skabe problemer for V og S:

Den nye Venstre-formand Troels Lund Poulsen har altid hørt til strammersiden i Venstre og har for nylig markeret, at udlændingepolitikken er et af hans prioriterede politikområder. Her vil en mere forsigtig udvisningspraksis være en gave til Støjberg (DD).

Sagen er mindst lige så vigtig for socialdemokraterne, hvor både justitsminister Peter Hummelgaard (S), udlændingeminister Kaare Dybvad Bek (S) og udlændingeordfører Frederik Vad hører til partiets absolutte strammerkerne.

I forlængelse af Altingets artikler benyttede Frederik Vad torsdag en folketingsdebat til at udtrykke bekymring over, at domstolen i Strasbourg igen kan gøre det sværere at udvise kriminelle.

”Den nye Løkke”, der er formand for Moderaterne, ligger i dag et andet sted i udlændingepolitikken. Men det gælder primært spørgsmål om udenlandsk arbejdskraft og udlændinge, ”der kan og vil Danmark”. Løkke vil næppe investere ressourcer i et slagsmål om kriminelle udlændinge.

Problemet for regeringen er bare, at hvis der endnu engang etableres en tilbageholdende domspraksis over for kriminelle udlændinge, kan det tage mange år at ændre igen. Dermed kan SVM-regeringen komme til at stå med et endnu et politisk problem på et område, hvor den hidtil har holdt skansen .

erik@altinget.dk