Ammitzbøll lukker BC - politisk ordfører i LA

FUSION: Genforeningens glæde var stor, da Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll i dag ved et pressemøde kunne fortælle, at de har slået pjalterne sammen.

"Fra og med dette øjeblik eksisterer Borgerligt Centrum ikke længere", sagde tidligere partiformand Simon Emil Ammitzbøll i dag på pressemødet. Han er nu indtrådt som medlem og bliver politisk ordfører i Liberal Alliance.

LA havde indkaldt til pressemøde på Christiansborg. De havde en "væsentlig meddelelse til pressen og offentligheden."

En ny liberal alliance
Lidt før 10.30 ankom den nye liberale alliance sammen til mødet.

Det var LA's landsformand Leif Mikkelsen, der startede med at tale på pressemødet.

"Nu begynder politikerne at komme i stedet for at gå," var ordene fra landsformanden, der understregede, at det kun er vælgerne, der kan lukke Liberal Alliance.

Partiformanden Anders Samuelsen var i strålende humør og tydeligvis godt tilfreds med at kunne byde sin tidligere partifælle fra Det Radikale Venstre velkommen i partiet.

En rigtig god dag
"Det er en rigtig god i dag, fordi vi nu samler kræfterne fra Borgerligt Centrum og Liberal Alliance. Vi udgør et reelt liberalt alternativ, og det har Danmark brug for," sagde Samuelsen.

Anders Samuelsen er godt tilfreds med partiets meningsmålinger på trods af, at de befinder sig under spærregrænsen. Samuelsen forventer, at partiet vil få mange flere stemmer efter fusionen med Borgerligt Centrum, og han synes, det er sjovere at have få afgørende mandater end mange mandater.

Forrige artikel Kommunernes økonomi for 2010 fastlagt Næste artikel Sundhed og forebyggelse sparet væk i KL-aftale Sundhed og forebyggelse sparet væk i KL-aftale