Ambassadørrokade i Udenrigsministeriet får flere kvinder i spil

Rokaden blandt diplomaterne i Udenrigsministeriet sender flere kvinder ud som ambassadører for Danmark per 1. september. 

Udenrigsministeriet foretager en ambassadørrokade, der både omfatter medarbejdere i ministeriet, der skal rejse ud, andre der skal forflyttes til nye job, og nogen, der skal hjem til Danmark. 

Nathalia Feinberg stoppede allerede i februar som repræsentationschef ved det palæstinensiske selvstyre i Ramallah på Vestbredden. Hun er nu dansk ambassadør i Kabul i Afghanistan. Ketil Karlsen, der lige nu er EU-ambassadør i Abuja i Nigeria, overtager repræsentationen i Ramallah. 

Kontorchef Louise Bang Jespersen bliver ny dansk ambassadør i Oslo. Jarl Frijs-Madsen tager derfor videre til Haag i Holland. Hans bror, Ole Frijs-Madsen, der er ambassadør i Prag, flytter til Zagreb i Kroatien. Nuværende kontorchef i Udenrigsministeriet Søren Kelstrup overtager ambassaden i Prag. 

Dorthe Lange tiltræder som souschef på ambassaden i Beijing, mens Kirsten Geelan forlader Kuala Lumpur i Malaysia til fordel for ambassaden i Reykjavik i Island.

Sune Krogstrup, der er souschef på ambassaden i Etiopien, bliver ambassadør i Nigeria, hvor han afløser Jesper Kamp, som i stedet skal være generalkonsul i udviklingsområdet inden for hightech i Silicon Valley i Californien. Kontorchef Kira Smith Sindbjerg bliver herefter ambassadør i Addis Abeba i Etiopien.

Ambassaden i Helsinki får Jakob Nymann Lindegreen som chef og Jesper Kammersgaard skal til Rabat i Marokko. Kontorchef Anders Lønstrup Graugaard tiltræder som chargé d’affaires i Yangon i Myanmar, hvor diplomatposten nedskaleres fra en ambassadørstilling i dansk protest over militærstyret.

Endelig bliver Jes Brogaard Nielsen, der i øjeblikket er kontorchef i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, ny ambassadør i Sofia i Bulgarien.

Rokaden træder i kraft 1. september 2021.

 

Forrige artikel Politisk journalist ny Asien-korrespondent for Politiken Næste artikel Wammens særlige rådgiver bliver topchef i Danske Medier Wammens særlige rådgiver bliver topchef i Danske Medier