Ambassadør bliver Landbrug & Fødevarers nye administrerende direktør

Fra august bliver Merete Juhl ny administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer. Hun kommer fra en stilling som Danmarks ambassadør i Jordan, Libanon og charge d’affaires i Syrien.

Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer har nu fundet sin nye administrerende direktør.

Valget er faldet på Merete Juhl, der siden 2018 har været Danmarks ambassadør i Libanon, Jordan og charge d’affaires i Syrien med base i Beirut.

Det meddeler Landbrug & Fødevarer.

Formand Søren Søndergaard er ”ikke i tvivl om”, at den nye direktør bliver en ”visionær leder” for erhvervsorganisationens medarbejdere.

"Merete Juhl har internationalt udsyn og erfaring. Det har vi brug for som et lille land, der producerer mad til hele verden og handler og samarbejder langt ud over Danmarks grænser. Hun har stærke personlige kompetencer og er vant til at navigere i komplekse og ofte politiske sammenhænge. Samtidig er hun en erfaren og resultatorienteret leder, der sætter teamwork og samarbejde højt,” siger Søren Søndergaard.

Merete Juhl træder til som ny direktør 1. august 2022. Hun kalder jobbet en ”drømmestilling”.

”Danmark er kendt for at have verdens måske bedste landbrugs- og fødevareproduktion, der hviler på et stærkt fællesskab, på høj kvalitet og knowhow, der er efterspurgt i hele verden. Dét er jeg stolt over at skulle stå i spidsen for,” siger hun og fortsætter:

”Jeg har mine rødder i landbruget, og politik, handel og økonomiske forhold har altid været et omdrejningspunkt for mig. Jeg glæder mig til at gøre en forskel sammen med medarbejdere, landmænd og virksomheder og løfte et samfundsmæssigt ansvar – blandt andet gennem arbejdet med Landbrug & Fødevarers stærke klimavision." 

Tidligere direktør sagde op

Landbrug & Fødevarer har været på udkig efter en ny topchef, siden at den tidligere administrerende direktør Anne Arhnung tilbage i oktober valgte at opsige sin stilling med øjeblikkelig virkning.

Det skete på baggrund af en uenighed med den øvrige ledelse om håndteringen af sagen om sexisme i virksomheden DanBred, som Landbrug & Fødevarer ejer 51 procent af.

”Der har på intet tidspunkt været tvivl eller inkonsistens i min ageren eller i min rådgivning om, hvordan denne sag burde have været håndteret. Desværre har et flertal i den politisk valgte ledelse – mine arbejdsgivere – ikke lyttet til mig,” lød det fra Arhnung tilbage i oktober.

Flemming Nør-Pedersen har siden været konstitueret administrerende direktør i erhvervsorganisationen.

Læs mere om den nye direktør, Merete Juhl, i faktaboksen nedenfor.

Forrige artikel EU-Kommissionens kontor i København får ny chef fra von der Leyens kabinet EU-Kommissionens kontor i København får ny chef fra von der Leyens kabinet Næste artikel Solrød Kommune afskediger kommunaldirektør Solrød Kommune afskediger kommunaldirektør