Altinget køber ind hos Ritzau

OM OS: Altinget køber en database-service fra Ritzaus Bureau. Den service passer perfekt ind i vores tilbud, lyder det fra Per Mikael Jensen, administrerende direktør i Altinget.

Altinget og Ritzaus Bureau har fredag d. 29. december 2017 indgået en aftale om, at Altinget fra nytår overtager Ritzau Public.

Ritzau Public er en søgedatabase, der indeholder navne, adresser og andre informationer om det offentlige. Tidligere udkom indholdet i bogform under navnet Kommunal Aarbog.

Altinget.dk er Danmarks største portal for indhold om dansk politik. En del af indholdet stilles gratis til rådighed for alle interesserede, mens hovedparten af artiklerne er højt specialiseret indhold, der er lavet til specifikke målgrupper.  

”Altinget har udviklet sig til at være et af danskernes foretrukne medier, når det handler om politik og samfundsudvikling. Den gratis del af altinget.dk blev i november besøgt af hver sjette dansker, og hver dag sender altinget.dk cirka 140.000 nyhedsmails til danskere, der vil vide mere om det danske samfund og dansk og europæisk politik," siger Per Mikael Jensen, administrerende direktør i Altinget, og fortsætter:

"En væsentlig del af det stof udgøres også af nyheder om mennesker i blandt andet den offentlige sektor, og her passer Public perfekt ind i vores tilbud. Tilmed kan vi gøre det meget nemmere for vores kunder at få kontakt til beslutningstagere i den offentlige sektor.”

Overdragelsen omfatter først og fremmest Publics abonnementskunder samt databasen med kontaktoplysninger på 18.000 beslutningstagere i den offentlige sektor inden for både stat, regioner og kommuner.

Oplagt køber
Aktiviteterne vil under Altinget blive videreført under navnet ”Altinget: public”.

”Ritzaus Bureau har valgt at fokusere på kerneforretningen, og vi har vurderet, at andre vil være bedre til at udvikle potentialet i Public. Altinget er i den forbindelse den oplagte køber,” siger Lars Vesterløkke, administrerende direktør og chefredaktør i Ritzaus Bureau.

Ritzaus Bureau har drevet Public siden januar 2014, da virksomheden overtog den daværende Kommunal Aarbog, som udkom første gang i 1929. I dag udkommer Kommunal Aarbog ikke længere som bog, men er et rent digitalt produkt.

Overdragelsen af Ritzau Public til Altinget omfatter ingen medarbejdere. 

Forrige artikel Dagens overblik: Analytikere uenige om Løkkes nytårstale Dagens overblik: Analytikere uenige om Løkkes nytårstale Næste artikel "Det er et falsum, at globaliseringen er et stort problem, som danskerne gør oprør imod"