Alternativets nye leder skal vælges på ekstraordinært landsmøde

VALG: Inden for de næste seks uger skal Alternativet vælge en ny politisk leder, efter Josephine Fock pludselig har trukket sig.

Alternativets nye politiske leder skal vælges på et ekstraordinært landsmøde, og det skal ske inden for de næste seks uger. Det oplyser partiets hovedbestyrelse.

Det er nødvendigt, fordi den seneste politiske leder Josephine Fock i weekenden meddelte, at hun trækker sig med øjeblikkelig virkning efter blot ti måneder på posten. Hun slog partiets tidligere politiske ordfører Rasmus Nordquist ved et kampvalg og tiltrådte den 1. februar i år.

Præcist hvornår, at det ekstraordinære landsmøde skal finde sted, er endnu ikke fastlagt.

”Det hele er stadig meget nyt, og derfor er processen med at finde en dato for mødet også først lige begyndt, og jeg ved ikke så meget mere end det,” siger forperson i Alternativets hovedbestyrelse Bente Holm Villadsen.

Hun oplyser, at det ligger helt fast, at det er på et ekstraordinært landsmøde, den nye leder skal vælges.

Josephine Focks meddelelse, om at hun trækker sig, kom ifølge hovedbestyrelsesmedlemmet som ”en bombe” på partiets seminar i weekenden.

Ifølge partiets vedtægter har hovedbestyrelsen nu en uge til at indkalde til landsmøde og derefter seks uger til at afholde mødet.

Forrige artikel Prognose: DF-tilbagegang rammer Pia Kjærsgaards valgkreds Prognose: DF-tilbagegang rammer Pia Kjærsgaards valgkreds Næste artikel Michelle Obama i Barack Obamas nye selvbiografi: Tea Party-bevægelsen er bange for dig. De er bange for os Michelle Obama i Barack Obamas nye selvbiografi: Tea Party-bevægelsen er bange for dig. De er bange for os