Alternativet skal steppe op, hvis det vil overleve næste valg

Indrømmet. Partiet stod for det mest overraskende comeback siden Lazarus, da det mod alle odds overlevede sidste folketingsvalg.

På den baggrund kan meningsmålinger, der danser omkring spærregrænsen, måske virke helt tilforladelige, men det var nu alligevel påfaldende, at der ikke rigtig er noget bud på, hvordan Alternativet kommer på banen igen.

Alternativet er næsten forsvundet ud af mediebilledet siden valget, partiet har mistet en tredjedel af vælgerne, og ved næste måneds valg til Europa-Parlamentet er Alternativet det parti, der har de ringeste chancer for at få et mandat.

Alligevel var der ingen krisestemning at spore på partiets landsmøde i Odense i weekenden, hvor stifteren Uffe Elbæk ikke var at finde. 

Flere straffespark
De aktuelle politiske dagsordener burde egentlig ligge lige til Alternativets højreben.

Der er slagsmålet om arbejdstid, hvor socialdemokraterne er kommet til at lægge trykket for hårdt under deres lovprisning af arbejdets lyksagligheder. Her har Alternativet fra partiets start stået på den modsatte side med ønsket om en 30 timers arbejdsuge.

Men det var ikke Alternativet, der fik rollen som modpol til socialdemokraterne. Såvel i slagsmålet om store bededag som i de seneste måneders debat om danskernes arbejdsmoral var det SF's Karsten Hønge og Enhedslistens Pelle Dragsted, der gik hårdest i clinch med socialdemokraterne, mens det ikke lykkedes Alternativet at få taget ejerskab til emnet.

Iltsvind og Nordic Waste
Samme mønster ses på det grønne område.
I den topaktuelle strid om den katastrofale tilstand for de danske fjorde og havområder gik venstrefløjen mere effektivt i offensiven. Den normalt ret diplomatiske SF-formand Pia Olsen Dyhr betegnede miljøminister Magnus Heunicke (S) som "landbrugets lakaj", mens Alternativet ikke rigtig fik taget teten.

I forhold til skandalen med Nordic Waste, hvor en milliardær flygtede fra ansvaret ved hjælp af sindrige selskabskonstruktioner, var det Pelle Dragsted, der var i front - sammen med en stribe socialdemokratiske ministre.

I den højspændte strid om en CO2-afgift til landbruget går frontlinjen mellem Inger Støjbergs danmarksdemokrater og hendes gamle partifæller i Venstre, mens Alternativet er parkeret på sidelinjen.

Gennemarbejdet udspil
På det punkt har Alternativet faktisk et ganske gennemarbejdet landbrugsudspil, hvor der lægges op til en drastisk reduktion af kødproduktionen til fordel for flere plantebaserede fødevarer, gerne økologisk dyrket. Det samlede landbrugsareal skal samtidig reduceres til fordel for langt mere vild natur.

Et udspil, der naturligvis vil blive hældt helt ned af brættet af det konventionelle landbrug, men Alternativets leder Franciska Rosenkilde argumenterer ret overbevisende for, at landbruget er fanget i en dødsspiral med en masse konkurser, som det er i dag.

{{toplink}}

Alternativet har valgt at brande sig selv som "Danmarks nye landbrugsparti", lettere provokerende for det traditionelle landbrug, men ud fra Alternativets logik tilbyder man en vej til at bevare dansk landbrug på længere sigt.

Det kan vise sig, at der er fremtidsmusik i Alternativets landbrugspolitik, ligesom partiets idé om en 70 procents reduktion af CO2 i 2030 rent faktisk blev mainstream, efter det i begyndelsen blev anset for totalt syret.

Men Alternativet skal finde en vej til at overleve indtil da.  

Selvdestruktive konflikter
Indtil videre er det to andre sager, der har givet Alternativet omtale siden valget. Og de har ikke været positive.

Først var der striden med Theresa Scavenius, der endte med at blive smidt ud af Alternativets folketingsgruppe. Scavenius har ry for at være kantet og besværlig at samarbejde med, så det er ikke sikkert, at Franciska Rosenkilde kunne have undgået den konflikt.

Problemet er bare, at striden med Scavenius skriver sig ind i en uendelig serie af stærkt underholdende, men fuldstændig selvdestruktive personkonflikter i Alternativet gennem de sidste fem år. Der er trukket store veksler på tålmodigheden hos partiets vælgere.

Pro-palæstinensisk
Derefter kom Alternativets udenrigsordfører Sascha Faxe på glatis, da hun umiddelbart efter Hamas blodige angreb på Israel d. 7. oktober afviste at kalde det et terrorangreb.

Det stod i skarp modsætning til Enhedslisten, der fra starten kaldte massakren på israelske civile for terror og betegnede Hamas som "en højreekstrem terrororganisation".

Alternativet korrigerede senere linjen, og direkte adspurgt betegner Franciska Rosenkilde da også Hamas som en terrororganisation.

{{toplink}}

Alligevel ligger partiet stadig mere yderligt end Enhedslisten i forhold til konflikten om Gaza.

I Rosenkildes tale til Alternativets landsmøde var der kun levnet plads til kritik af Israels brutale fremfærd i Gaza, mens der ikke var et ord Hamas. En klar forskel til Dragsteds tale ved Enhedslistens årsmøde ugen før.

Selvom det startede som en åbenlys fejl fra Sascha Faxe, er det dog uklart, hvordan Alternativets position i Gaza-konflikten vil påvirke opbakningen til partiet. I Folketinget står partiet isoleret på den ensidigt pro-palæstinensiske position, men det kan muligvis appellere til et halvstort vælgersegment.  

Tik Tok-kandidaten
De ringe meningsmålinger blev stort set ignoreret på landsmødet. Selv når det gælder EU-valget om fire uger, er der en klippefast tro på, at partiet nok skal få et mandat, selvom ingen målinger er i nærheden af den ambition.

Partiets spidskandidat, Jan Kristoffersen, er stor på Tik Tok, men at det skulle være nok til at bringe ham i Europa-Parlamentet, er der ikke mange uden for Alternativet, der tror på.

Lav puls
Blandt medierne på Alternativets landsmøde var den dominerende opfattelse, at landsmødet havde en usædvanlig lav puls. Temmelig langt fra de glade dage med Uffe Elbæk og den omstridte festkultur.

Men indtil videre er patienten i live, og der var ikke meget kritik at spore blandt de fremmødte alternativister.

Ved valget i 2022 fik Alternativet kunstigt åndedræt, fordi det var afgørende for rød blok, at Alternativet kom over spærregrænsen. Det fik profiler som Pelle Dragsted og Mogens Lykketoft (S) til nærmest at opfordre til at stemme på partiet. Den slags taktiske stemmer skal Alternativet ikke regne med at få næste gang.

Ud fra enhver politisk logik skal Alternativet derfor stemple helt anderledes ind i den politiske debat, hvis det skal lykkes at overleve endnu en gang.

Men på den anden side: Normal politisk logik slår ikke altid til i bedømmelsen af Alternativet. Det er en størrelse, der gang på gang har taget fusen på det samlede kommentatorkorps.

{{toplink}}

erik@altinget.dk