Alternativet rokerer ordførerskaber efter Scavenius-exit

Theresa Scavenius afleverer sit klimaordførerskab til politisk leder Franciska Rosenkilde. Derudover overtager Helena Lilliendahl Brydensholt, Christina Olumeko og Sascha Faxe de øvrige ordførerskaber fra den bandlyste klimapolitiske forsker.

Alternativet-leder Franciska Rosenkilde overtager Theresa Scavenius' klimaordførerskab, efter partiet har valgt at ekskludere den omstridte klimapolitiske forsker fra folketingsgruppen.

Det fremgår af Folketingets hjemmeside.

I rokaden bliver Christina Olumeko ordfører for digitalisering og it, medier og uddannelse og forskning.

Helene Liliendahl Brydensholt bliver ny EU- samt grønlandsordfører, mens Sascha Faxe tildeles områderne for forsvar, fred og nordisk samarbejde.

Smidt ud efter "samarbejdsproblemer"

Onsdag i sidste uge kunne DR afsløre, at Alternativets ledelse og folketingsgruppe ønskede Theresa Scavenius ekskluderet fra partiet på grund af samarbejdsproblemer.

{{toplink}}

Her fortalte gruppeforperson Helene Liliendahl Brydensholt, at Scavenius havde været "grov" over for medarbejdere og gruppemedlemmer, samt skadet Alternativets samarbejde med andre partier.

Søndag meddelte hovedbestyrelsen, at hun ikke længere var en del af folketingsgruppen.

Tirsdag fortalte Scavenius i debatprogrammet P1 Debat, at hun og den øvrige folketingsgruppe var raget uklar på spørgsmålet om partiets klimaprofil. Hun mente, partiet var gået fra protestparti til et mere pragmatisk, midtersøgende parti.

Partiet var ifølge Scavenius også uenige om, hvorvidt minksagen skulle undersøges ved en advokatundersøgelse.

Theresa Scavenius er stadig medlem af Alternativet, selvom hun ikke længere er en del af folketingsgruppen.

Forrige artikel Dødsfald: Fhv. højesteretspræsident Poul Søgaard (76) Næste artikel Direktør for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen genudnævnes Direktør for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen genudnævnes