Alternativet præsenterer millionunderskud

LANDSMØDE: 2016 bød på medlemsvækst for Alternativet. Men også et økonomisk underskud og stor udskiftning i hovedbestyrelsen. Hårdt arbejde og konflikter har trukket personlige veksler, siger forperson Nilas Bay-Foged.

Deltagerne til Alternativets landsmøde vågnede søndag op til økonomiske tømmermænd.

Mange havde nok konstateret, at lørdagens frokostsandwich var en smule skrabet, og at det megen materiale til landsmøde kun var at finde i elektronisk form frem for som flot kreativ tryksag som ved det foregående landsmøde.

Besparelserne har imidlertid ikke kun handlet om at mindske klimaaftrykket, men også om Alternativets faktiske økonomiske forhold.

2016 bød nemlig på et budgetunderskud på over en million kroner, svarende til omkring 10 procent af partiets samlede økonomi.

”Vi har brugt en del af vores opsparede midler. Men egenkapitalen er stadig i plus, så vi står ikke med blødende tal på bundlinjen,” siger Nilas Bay-Foged, forperson for Alternativets hovedbestyrelse.

Underskuddet er opstået på trods af, at stor vækst i medlemstallet har ført til en tilsvarende vækst i indtægterne i forhold til 2015.

Valgkamp på lavbudget
Underskuddet handler blandt andet om ekstra udgifter til sidste års landsmøde og ekstra udgifter til at have mange frivillige med til folkemødet på Bornholm.

Hertil kommer behovet for at hensætte midler til feriepenge, som er en engangsforteelse. Og så er der indtægter, som ikke er kommet i kassen.

”Ud over at der er ting, som har kostet mere end budgetteret, så var der også en forventning om en højere grad af funding. Men det har der simpelthen ikke været ressourcer til, så de penge er ikke kommet ind,” siger Nilas Bay-Foged.

Med udsigt til efterårets kommunalvalg og et folketingsvalg inden for to år er ambitionen da også at få sikret flere penge til kampagner og valgkamp.

”Men det er nogle andre valgkampe, vi skal køre, end andre partier, som måske har en lidt større kassebeholdning, end vi har for nuværende,” siger Nilas Bay-Foged og fortsætter:

”For os er der også andre bundlinjer end den økonomiske, som tæller. Har vores frivillige det godt? Vi skal sørge for at passe på vores frivillige, så de ikke løber surt i det.”

Hårdt arbejde og interne konflikter
Og netop spørgsmål om trivsel har fyldt en del i partiets interne arbejde i det forgangne år.

Ikke mindst i hovedbestyrelsen, hvor næsten halvdelen af de ni medlemmer er blevet skiftet ud, siden de blev valgt ind ved landsmødet i 2016.

”Den udvikling, vores organisation har været igennem, har betydet, at folk løfter kæmpe store opgaver og tager et kæmpe ansvar. Nogle er simpelthen blevet trætte og har måttet trække sig,” siger han.

Konkret peger han på, at partiets tidligere forperson, Maj Baltzarsen, som efter tre perioder i hovedbestyrelsen, har valgt at bruge mere tid på sin familie.

Nilas Bay-Foged overtog rollen efter hende i januar. Samtidig har også næstforperson Brian Frandsen været nødt til at tage en pause.

En anden del af forklaringen er, at det forgangne år også har budt på interne konflikter rundt omkring i organisationen og partiet. Herunder også i hovedbestyrelsen.

”Ja, der har været konflikter i organisationen, som vi har skullet håndtere. Der kommer der, når vi opstarter så stor en organisation. Det har været vanvittig spændende, men det har også været hårdt, særligt i efteråret,” siger Nilas Bay-Foged.

Forrige artikel Danskerne til Alternativet: Drop de grønne forbehold – I er røde Danskerne til Alternativet: Drop de grønne forbehold – I er røde Næste artikel Det sker i dansk politik: Hæsblæsende slutspurt i Folketinget Det sker i dansk politik: Hæsblæsende slutspurt i Folketinget