Alm. Brand fyrer topchef efter 18 år

Bestyrelsen i Alm. Brand har valgt at afskedige administrerende direktør Søren Boe Mortensen for at "styrke det strategiske fokus for koncernens udvikling". Direktøren ærgrer sig.

Alm. Brand har behov for et styrket strategisk fokus inden for områderne forsikring, pension og bank. Derfor har bestyrelsen valgt at afskedige administrerende direktør Søren Boe Mortensen. Det oplyser selskabet i en selskabsmeddelelse.

Bestyrelsesformand i Alm. Brand, Jørgen Hesselbjerg Mikkelsen, understreger i meddelelsen, at skiftet ikke skal ses som en kritik af Søren Boe Mortensen:

"Selvom direktørskiftet altså sker på bestyrelsens initiativ, er det vigtigt for mig at pointere, at der ikke bør være noget specielt opsigtsvækkende forbundet med, at en bestyrelse på et tidspunkt ønsker et friskt syn på, og dermed også en ny tilgang til, virksomhedens udvikling, vækst og indtjening."

Den afgående direktør ærgrer sig over afskedigelsen:

"Jeg synes faktisk, vi er lykkedes med ganske mange ting – herunder at komme godt ud af finanskrisen. Samtidig har vi løbende omstruktureret og styrket de enkelte forretningsområder, som jeg mener er i en god gænge i dag, både drifts- og ledelsesmæssigt. Derfor havde jeg selvfølgelig gerne fortsat et par år endnu."

Alm. Brands økonomidirektør, Rasmus Werner Nielsen, er tiltrådt som midlertidig administrerende direktør.

Forrige artikel S-politiker forlader partiet i protest Næste artikel Frederikssund Kommune får ny kommunaldirektør fra Frederiksberg