5. december: Per Ørum Jørgensen

JULEKALENDER: Hver dag frem mod juleaftensdag vil Altinget.dk bringe et interview med en folketingspolitiker. I dag er det Konservatives energi- og miljøordfører, Per Ørum Jørgensen.

Per Ørum Jørgensen, 38 år, har været medlem af Folketinget siden 2005. Han er handelsuddannet og har tidligere bestredet lederstillinger hos blandt andet TvDanmark og Vermø Gruppen A/S.

Hvorfor gik du ind i politik?

Det er ofte sådan, at større begivenheder sætter gang i en politisk karrierre. Sådan var det også i mit tilfælde. Efter terrorangrebet mod USA den 11. september 2001 valgte jeg at træde ind på banen i stedet for at sidde på tilskuerpladserne. Det, der drev mig, var først og fremmest tanken om, at jeg ville have indflydelse på den verden, som min datter skal vokse op i. Året efter blev jeg folketingskandidat, og i 2005 blev jeg valgt til Folketinget.

Hvad er dit vigtigste politiske mål?

At vi træffer ansvarlige beslutninger nu, som tager hensyn til den verden, som vore børn og børnebørn skal leve i. Det gælder f.eks. med hensyn til velfærd, klima og sikkerhedspolitik

Nævn en dansk politiker, der har været en inspiration for dig?

Først og fremmest den tidligere konservative statsminister Poul Schlüter, men også mine nuværende kolleger i folketingsgruppen Per Stig Møller og Connie Hedegaard har givet værdifuld inspiration.

Hvilken politisk modstander har du størst respekt for?

Har altid haft stor respekt for Niels Helveg Pedersen fra De Radikale, som er en vidende, saglig og hæderlig person. Jeg har været i Grønland flere gange med Niels i den grønlandsk-danske Selvstyrekommission og har haft fornøjelsen af at opleve hans helt udsøgte form for humor flere gange.

Politikere har en travl hverdag. Hvad gør du for at rekreere?

Efter en uge i kaos på Christiansborg nyder jeg at holde fri i mit hus tæt ved Vesterhavet sammen med familien. Der er skøn natur, og man kan slappe af. Jeg er blevet god til at erkende, at nationen kan passe sig selv uden min indblanding, hvilket er ganske gavnligt.

Hvad er den bedste bog, du har læst i år?

Har aldrig været nogen ørn til skønlitteratur, men er blevet meget optaget af Stieg Larssons "Mænd der hader kvinder". Ellers er det min far John Ørum Jørgensens erindringsbog "En vej eller anden", som jeg har læst med stor interesse.

Er du stadig politiker om 5 år? Og hvis du en dag ikke er politiker længere, hvad laver du så?

Man kan ikke karriere-planlægge i politik, så det er umuligt at sige. Jeg er meget bevidst om, at der er en verden uden for Christiansborg, så min verden falder ikke sammen, hvis jeg på et tidspunkt skal igang med andre udfordringer. Men lige nu nyder jeg at være i landspolitik.

Forrige artikel 4. december: Anne Marie Geisler Andersen 4. december: Anne Marie Geisler Andersen Næste artikel 6. december: Simon Emil Ammitzbøll 6. december: Simon Emil Ammitzbøll