Socialdemokratiets frontfigur i Vejle træder tilbage

Søren Peschardt træder tilbage som Socialdemokratiets spidskandidat i Vejle Byråd og opgiver dermed borgmesterdrømmen.

Søren Peschardt vil ikke længere stå i spidsen for Socialdemokratiet i Vejle Byråd og dermed være partiets borgmesterkandidat. 

Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

En stor del af forklaringen på S-styrmandens beslutning skal findes på kommunalvalgnatten i 2017. Her blev hans parti Vejle Byråds største, men en koalition uden om Socialdemokratiet besluttede i stedet at smykke Venstres Jens Ejner Christensen med den gyldne borgmesterkæde.

Det var en stor bet for Søren Peschardt, der kunne se frem til yderligere fire år som tilskuer, efter han også tabte borgmesterkampen ved valget 2013. Dengang til Arne Sigtenbjerggaard (V).

Med sin beslutning om at overlade ansvaret for kampen om borgmesterkæden i 2021 siger Søren Peschardt dog ikke endegyldigt farvel til det politiske virke, som efterhånden har varet i 20 år. Han træder bare et skridt tilbage, men fortsætter i byrådet.

Som det ser ud nu, er der to kandidater til at overtage posten som S-spidskandidat: Martin Sikær og Alex Vejby Nielsen, som begge sidder i byrådet.

Forrige artikel To medarbejdere i Skat fyret og politianmeldt for svindel Næste artikel Region Midtjylland melder sig ind i Landdistrikternes Fællesråd