Ny Carlsberg Glyptotek snupper direktør fra Faaborg Museum

Gertrud Hvidberg-Hansen bliver den nye museumsdirektør for Ny Carlsberg Glyptotek og siger derfor farvel til sin direktørstilling hos Faaborg Museum. 

Bestyrelsen for Ny Carlsberg Glyptotek har fundet en ny direktør i Gertrud Hvidberg-Hansen, der derfor forlader sin stilling på Fyn som direktør hos Faaborg Museum. 

Det skriver Kunsten.nu. 

Gertrud Hvidberg-Hansen ser frem til at stå i spidsen for det Ny Carlsberg Glyptotek, som hun kalder et af landets fineste museer. 

"Museet har de senere år markeret sig med nogle store og velbesøgte forskningsbaserede udstillinger og nytænkende formidlingsformater. Jeg ser frem til at samarbejde med museets medarbejdere om at føre Glyptoteket videre på en vidende og inspirerende måde, så museet blomstrer og er vedkommende for mange mennesker," siger den nye direktør.

Gertrud Hvidberg-Hansen begynder på sit nye arbejde 1. marts 2020, hvor hun overtager for direktør Christine Buhl Andersen, som i stedet bliver bestyrelsesformand for Ny Carlsbergfondet og Glyptoteket. 

Tirsdag i den kommende uge vil Faaborg Museums bestyrelse finde ud af, hvordan proceduren skal være for at udnævne en ny direktør til at erstatte Gertrud Hvidberg-Hansen. 

 

Forrige artikel Klaus Riskær Pedersens parti skipper kommunalvalget Næste artikel Byrødder i Gladsaxe forlader S efter samarbejdsproblemer og uenigheder