Tidligere Danske Bank-chef bliver direktør i Codan

Christian Baltzer, der indtil september i år havde en chefstilling i Danske Bank, er ny direktør i forsikringsselskabet Codan. 

Codan har udpeget Christian Baltzer som sin nye administrerende direktør.

Det skriver forsikringsselskabet i en pressemeddelelse.

"Christian  har en dyb forretningsforståelse og stor indsigt i forsikring, både i branchen og i den  forsikringstekniske materie.  Samtidig er han en dygtig leder, der har vist, at han er i stand til at  håndtere udfordringer og  sikre  solide  resultater," siger Ken Norgrove, der er skandinavisk direktør for Codan Trygg-Hansa koncernen.

Christian Baltzer var indtil sin fyring i september i år finansdirektør i Danske Bank. Et job, han ellers havde forladt en lignende chefstilling i Tryg Forsikring til fordel for.

Men nu er han altså tilbage i forsikringsbranchen.

"Jeg glæder mig rigtig meget til at starte i Codan. Det er en virksomhed med enormt dygtige og specialiserede medarbejdere og en forretning med et stort potentiale," siger Christian Baltzer.

Den nye forsikringsselskabsdirektør er uddannet aktuar ved Københavns Universitet i 2004.

Han tiltræder formelt stillingen 1. februar næste år med forbehold for Finanstilsynets godkendelse.

Forrige artikel Arkitemas direktør siger farvel kort efter salg til Cowi Næste artikel Mærsk ændrer i ledelsen og finder nyt direktionsmedlem i egne rækker