Direktør og stifter af behandlingscenteret LivaRehab fyret

Flora Ghosh, der står bag LivaRehab, et behandlingscenter for mennesker med skader efter prostitution, incest og seksuel vold, er fyret fra sin stilling som direktør.

For ti år siden stiftede den nu 52-årige Flora Ghosh behandlingscenteret LivaRehab for mennesker med skader efter prostitution, incest og seksuel vold.

Siden har hun stået i spidsen som direktør og modtog i 2013 Tine Bryld-prisen for sin særlige indsats for marginaliserede mennesker.

Men nu er hun fyret, skriver Politiken.

"Det er en trist sag. Jeg er ked af det, men det var nødvendigt," siger LivaRehabs bestyrelsesformand, tidligere overvismand Christen Sørensen, der ikke kan fortælle om baggrunden for den enige bestyrelses beslutning om at fyre ledelsen.

Også behandlingscenterets vicedirektør, Trine Grünberger, er opsagt. 

"Jeg er chokeret og ked af det, og jeg ved ikke, hvad der foregår. Jeg har stået i spidsen for LivaRehab i ti år og har arbejdet næsten i døgndrift. Jeg er bekymret for, hvad der nu sker med de udsatte mænd og kvinder, der kommer der. Det er uholdbart for vores gode faglige arbejde," siger den afskedigede direktør, Flora Ghosh.

Midt i januar vil der afholdes en ekstraordinær generalforsamling i LivaRehab, oplyser bestyrelsesformanden til Politiken.

LivaRehab har tre centre i København, Vordingborg og Aarhus, som drives af både lønnede og frivillige.

Forrige artikel Folkekirkens Nødhjælp ansætter ny pressechef fra Udenrigsministeriet Næste artikel Forsvarsdirektør fritaget for tjeneste efter skandale om regnskabsrod