Disruptionchef træder af efter advarsler om dårlig opførsel og ledelse

Erhvervsministeriets disruptionchef Kåre Riis Nielsen sagde farvel en måned efter opsang fra sit bagland.

Kun ni måneder efter at Kåre Riis Nielsen blev ansat som disruptionchef i Erhvervsministeriet, blev han advaret for sine skuffende præstationer og dårlige behandling af kolleger. 

I december, en måned efter advarslen fra ministeriet, valgte han at gå af. Fratrædelsen blev kvitteret med et gyldent håndtryk på 600.000 kroner. 

Det fortæller TV 2. 

Bent Greve, professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet, kalder advarslen meget alvorlig. 

"Det er et tegn på, at noget er gået helt galt i hans ansættelsesforløb. Jeg kan undre mig over, at man ikke har været i stand til at opdage det, inden man har ansat den pågældende," siger han.

I den skriftlige advarsel stod der blandt andet, at han ikke skulle råbe ad kolleger, at han skulle holde fortrolige oplysninger for sig selv, og at han generelt skulle genoverveje sin ledelsesadfærd. 

Ministeriet tilknyttede efterfølgende en coach til Kåre Riis Nielsen, der skulle hjælpe ham med at opføre sig ordentligt. 

Erhvervsministeriet erklærer i en skriftlig udtalelse til TV 2, at de ikke har nogen kommentarer til sagen. Kåre Riis Nielsen ønsker heller ikke at kommentere sagen. 

Forrige artikel Mindeord: DR-fællestillidsmand, salgschef Povl Hermansen (79) Næste artikel Partiet Klaus Riskær Pedersen er officielt godkendt og får partibogstav