Dødsfald: Troels Kløvedal (75)

Forfatter og eventyrer Troels Kløvedal er død lillejuleaftensdag. Han blev 75 år gammel.

Troels Kløvedal døde om formiddagen 23. december omgivet af sin familie. Det oplyser hans søn Mikkel Beha til Politiken.

Han var kendt for sine jordomsejlinger i Nordkaperen, og han delte sine oplevelser om sejlads og forskellige historiske emner i bøger, foredrag og på tv. Han har medvirket i mere end 50 tv-programmer blandt andet 'Rejsen til verdens navle' og ’Nordkaperen i Grækenland’. 

Troels Kløvedal blev for to år siden diagnosticeret med sygdommen ALS, der er en sygdom som angriber nervecellerne i rygmarven og hjernen.

"Han sov ind så stille og roligt og fredeligt, som han havde ønsket sig. Og som han havde frygtet, at han ikke skulle komme til, fordi den sygdom godt kan betyde, at man ikke kan trække vejret," siger Mikkel Beha ifølge Politiken.

Troels Kløvedal fyldte 75 i foråret, og til trods for sygdommen satte han stadig pris på livet:

"Jeg vælger hver morgen at tænke på, hvor vidunderligt det er, at nu har jeg igen en dejlig dag. Jeg har virkelig værdsat ... livet. Hele livet. Og selv nu føler jeg mig som en meget lykkelig og privilegeret mand," sagde han dengang til Politiken.

Troels Kløvedal blev af H.M. Dronning Margrethe tildelt ridderkorset af Dannebrogordenen i julen 2016. 

Troels Kløvedal har fem børn med tre forskellige kvinder. Troels Kløvedal har været gift med Else Marie Meldgaard siden 2002 og sammen har de sønnen Asbjørn, som er 21 år.

Forrige artikel Dødsfald: Fhv. borgmester Carl Johan Rasmussen (72) Næste artikel Lars Løkke mindes forfatter og eventyrer Troels Kløvedal