Ny DGI-formand er første kvinde på posten

Charlotte Bach Thomassen er valgt som ny formand i DGI.

Den nyvalgte formand for DGI er Charlotte Bach Thomassen. Hun er med sin valgsejr den første kvindelige formand for en stor dansk idrætsorganisation. Det skriver DGI på deres hjemmeside.

Hun har siden november 2017 været næstformand i DGI og blev 3. november valgt til formand med stemmetallet 215 mod 92 over sin modkandidat Mogens Kirkeby, medlem af DGI’s hovedbestyrelse siden 2013. 

Charlotte Bach Thomassen afløser afgående formand Søren Møller, som har stået i spidsen for DGI de seneste 17 år.

Om udnævnelsen siger hun:

"Jeg glæder mig helt vildt til at gå i gang med det fantastiske arbejde, der venter, og de store udfordringer, der er. Også derude, hvor det virkelig gælder – ude i idrætsforeningerne."

Inden posten som næstformand ved DGI var hun gennem fem år ansat som generalsekretær for Det Danske Spejderkorps. Hun er uddannet som cand.scient.pol. ved Københavns Universitet.

Forrige artikel Horesta-formand i spidsen for turismelobbyen i Bruxelles Næste artikel Dødsfald: Direktør (1968-86) for BL og Landsbyggefonden Verner Jørgensen (96)