Når jeg ser på udsigterne for psykiatrien i det nye år, er jeg skeptisk
FIK DU LÆST: Selvom det er starten på et nyt år, og det normalt betyder muligheden for at gøre noget nyt, er jeg skeptisk. Faktisk tror jeg kun, at det bliver værre, før det bliver bedre, skriver Kasper Jensen i sin nytårstale til Altinget Sundhed. Her gør han status over året, der er gået, og året, der kommer i den danske psykiatri.
Indlægget er bragt første gang på Altinget Sundhed og Social 2. januar 2024.
Jeg er blevet bedt om at komme med min nytårstale og tanker for det forgangene år, samt det kommende.
Endnu et år er gået, hvor ulykkelige hændelser og historier fra psykiatrien har domineret mediebilledet.
Drab på personale, patienter hvis møde med psykiatrien har ført til døden, og generelt alt for mange mennesker, der venter alt for længe på at få den nødvendige hjælp, er det, jeg vil huske fra 2023.
Samtidig fik vi – efter lang ventetid – de for mig skuffende konturer af det "historiske" løft af psykiatrien, som politikerne kollektivt lovede i kølvandet på tragedien i Fields sommeren 2022.
I bund og grund understreger den tilgang, man har valgt for at forbedre psykiatrien, en noget anderledes tilgang, end hvad jeg tror, de fleste ville håbe på.
Man har på forhånd låst sig fast på, hvad det må koste at løse problemerne i psykiatrien, og man er landet på, at der om ti år skal bruges 3,5 milliarder mere end i 2022.
To spørgsmål rejser sig: 1) Er det i virkeligheden nok til at sikre en helhedsorienteret behandling, der kan samle trådene og skabe vilkår for at leve et godt liv med en diagnose? Og 2) Hvorfor forventer vi, at det først fungerer om ti år?
{{toplink}}
2023 var også året, hvor det kom frem, at en mindre gruppe af patienter ikke havde fået tilstrækkelig behandling inden for kræftområdet. Håndteringen var markant mere resolut, og sundhedsminister Sophie Løhde (V) var hurtigt ude med endnu en milliardpakke til kræftområdet.
Der er noget grundlæggende absurd i, at vi accepterer en så nølende tilgang til psykiatrien fra politisk side. Jeg aner ikke, hvad årsagen er, men et gæt kunne være, at selv de familier, der rammes af psykisk sygdom og starter ud som såkaldt "ressourcestærke," meget hurtigt bliver ressourcesvage.
Det er en gruppe, som har svært ved at mobilisere sig og gøre sig politisk relevante – i bred forstand.
Det betyder, at vi i de kommende mange år stadig vil opleve meget lange ventetider for at få den rette behandling. Konsekvensen af dette er dårlig livskvalitet for de familier, det rammer, samt at mennesker, der kunne have overlevet, formentlig oplever så stor magtesløshed, at det for nogle vil medføre selvmord.
Sådan er det nu – og sådan fortsætter det. Dette er ikke en kritik af personalet – de kæmper med de få ressourcer, der er til rådighed. Men når smørret skrabes på brødet, er der desværre ikke midler til at give den behandling, som personalet ønsker.
For mig at se er skurkene i denne sammenhæng klart politikerne. Ikke fordi de ønsker det sådan – de evner bare ikke at løse et grundlæggende problem: At psykisk sygdom både skal løses i sundhedssystemet og i resten af samfundet.
Jeg håber derfor inderligt, at vi i 2024 oplever, at langt flere mennesker ikke vil acceptere den måde, som mennesker med en psykisk diagnose i Danmark bliver behandlet på.
Og at man fra politisk side er tvunget til at handle. Og at vi fejer ideen om at skulle vente yderligere ni til ti år, før vi får en tålelig tilstand i psykiatrien væk.
Vi burde kollektivt kunne presse regeringen til at have langt større ambitioner på psykiatriens vegne, end der er lige nu.
Samtidig håber jeg, at man i langt højere grad sætter folk med brugerbaggrund, pårørende og personale sammen, for at byde ind med, hvad psykiatrien skulle kunne løfte – og hvordan. Og så lader det blive ambitionsniveauet for fremtidens psykiatri.
Der er et kæmpestort potentiale i at skabe rammer, så mennesker med en psykisk diagnose kan deltage i samfundet.
Mennesker med en diagnose vil gerne være en del af arbejdsmæssige fællesskaber. Vi vil gerne bidrage og være selvforsørgende. Men nogle gange tager det tid at kunne samle sig som menneske – før vi er der.
Og det bringer mig hen til mit andet ønske: Jeg håber, at man fra kommunal side bliver bedre til at lade mennesker finde sig selv. Når man vil have mennesker med en psykisk diagnose til at være en aktiv del af samfundet, tager det hurtigt længere tid, end en enkelt budgetperiode.
Min egen historik er et glimrende eksempel på dette. Jeg modtager selv decideret behandling i 2016-2018 og efterfølgende støtte (både kommunal og studiemæssigt) fra 2017-2022, hvor jeg var klar til at komme ud på et arbejdsmarked.
Det tager altså ret lang tid at komme sig, blive klogere på sig selv og genopbygge personlige ressourcer. Men så længe den kommunale tidshorisont enten budgetmæssigt er årlig eller en fireårig budgetramme, er det ikke sikkert, at man når at samle sig hurtigt nok. Og at man bliver presset ud i situationer, der ender som endnu et personligt nederlag.
Derfor er det essentielt at bygge et system på menneskelig tillid. Desværre er det i kontrast til vores nuværende kontrolsystem.
Selvom det er starten på et nyt år og normalt betyder muligheden for at gøre noget nyt, er jeg skeptisk. Faktisk tror jeg kun, at det bliver værre, før det bliver bedre.
Jeg tror desværre, at vi skal opleve en episode ala Fields igen, før der politisk er vilje til at tage udfordringen seriøst. Og desværre er det noget så voldsomt, der skal til.
Når der for ottende gang på tolv år sker drab på personale i psykiatrien, og det mødes politisk med et skuldertræk, skal der voldsommere begivenheder til, før der politisk er vilje til at handle.
56 ud af 189 medlemmer af Folketinget har siddet der siden 2011. De har altså haft rig mulighed for at sikre bedre vilkår.
Desværre er psykiatrien stadig en politisk syltekrukke. Og det fortsætter formentlig i 2024.
{{toplink}}
Tidligere ambassadør: Regeringen har gjort sig selv til skydeskive i sag om kriminelle udlændinge
Lars Olsen: Hvis yderområderne skal undgå velfærdssammenbrud, må Folketinget tage større ansvar
