Folketinget finder ny vicedirektør i Skattestyrelsen

Jens Teilberg Søndergaard bliver ny vicedirektør for det parlamentariske område i Folketinget. Her skal han blandt andet sidde som medlem af direktionen i Folketingets Administration.

Folketingets Udvalg for Forretningsordenen har godkendt Jens Teilberg Søndergaard som ny vicedirektør i Folketinget.

Det skriver Folketinget i en pressemeddelelse.

Jens Teilberg Søndergaard blev indstillet af Folketingets formand til posten, efter den tidligere vicedirektør, Torben Jensen, blev udnævnt som ny forbrugerombudsmand.

Den nye vicedirektør kommer fra en stilling som juridisk direktør i Skattestyrelsen, hvor han har været ansat siden 2021. Her havde han ansvar for fagområdet Jura, der blandt andet varetager den tværgående juridiske rådgivning af Skattestyrelsen og på visse områder den samlede skatteforvaltning.

{{toplink}}

Før Skattestyrelsen har Jens Teilberg Søndergaard været afdelingschef for Justitsministeriets lovafdeling. Her havde han ansvar for den juridiske rådgivning af regeringen og samtlige ministerier i alle offentligretlige spørgsmål.

Han har desuden været chef for Juridisk Afdeling i Statsministeriet, som varetager juridisk-politisk rådgivning af statsministeren.

Tiltræder 1. marts

Jens Teilberg Søndergaard vil fremover indgå som medlem af direktionen i Folketingets Administration sammen med direktør Marie Hansen og vicedirektør Torben Skovgaard Andersen.

I sin stilling vil han få det samlede ansvar for det parlamentariske område, der består af fem organisatoriske enheder med næsten 160 medarbejdere. 

"Der er muligheder, som man ikke kan sige nej til. Sådan en er stillingen som vicedirektør i Folketinget, hvor jeg skal stå i spidsen for Folketingssekretariatet, der er en krumtap for arbejdet i såvel Folketingssalen som i Folketingets faste udvalg," skriver Jens Teilberg Søndergaard.

Han tiltræder som vicedirektør 1. marts.

{{toplink}}

{{toplink}}

Forrige artikel Venstre finder Wilbeks afløser som borgmesterkandidat i Viborg Venstre finder Wilbeks afløser som borgmesterkandidat i Viborg Næste artikel Tidligere statsminister skriver mindeord om forhenværende socialdirektør Ole Pass Tidligere statsminister skriver mindeord om forhenværende socialdirektør Ole Pass