27 anholdt for bestikkelse: Flere fra politiet og Forsvaret

BESTIKKELSE: 27 offentligt ansatte er blevet anholdt for bestikkelse i forbindelse med indkøb af it-udstyr.

27 offentligt ansatte blev tirsdag anholdt og sigtet for at have modtaget bestikkelse i forbindelse med it-indkøb.

Det oplyser Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).

Chef for SØIK, statsadvokat Morten Niels Jakobsen, fortæller, at tirsdagens aktion er et led i en længerevarende og omfattende efterforskning.

”Det er helt afgørende, at mistanke om bestikkelse af offentligt ansatte bliver taget meget alvorligt, og det er denne sag et eksempel på,” siger han i en pressemeddelelse.

”For at sikre at hver en sten bliver vendt, har vi under efterforskningen haft en bred tilgang. Derfor har det i dag været nødvendigt at sigte et større antal ansatte hos offentlige myndigheder og virksomheder, men det er vigtigt at understrege, at der i det videre forløb kan komme oplysninger frem bl.a. fra de mistænkte, der betyder, at sigtelserne ikke kan opretholdes,” siger han.

Ifølge SØIK kommer de anholdte fra:

  • Udenrigsministeriet
  • Rigspolitiet
  • Rigsadvokaten (anklagemyndigheden)
  • Københavns Kommune
  • DSB
  • Direktoratet for Kriminalforsorgen
  • Forsvarets Efterretningstjeneste

Sideløbende med politiets aktion har Forsvarets Auditørkorps foretaget en lignende aktion. Og her er ifølge DR tre til fire personer involveret i sagen.

De anholdte personer er typisk ansat i offentlige IT-afdelinger, og de er mistænkt for at have fået det elektroniske udstyr af IT-virksomheden i strid med reglerne for gaver til offentligt ansatte. Værdien af udstyret har ifølge statsadvokaten typisk ligget på mellem 4.000 kroner og 50.000 kroner.

Forrige artikel Venstre i København indstiller ny kommunal spidskandidat Venstre i København indstiller ny kommunal spidskandidat Næste artikel Dom i historisk sag: 24-årig lod sig hverve til IS Dom i historisk sag: 24-årig lod sig hverve til IS