Kræftens Bekæmpelse genvælger vicepræsident

Hans Pilgaard vælges for anden gang til vicepræsidentposten i Kræftens Bekæmpelse.

Tv-værten Hans Pilgaard blev lørdag 6. maj genvalgt som vicepræsident af repræsentantskabet i Kræftens Bekæmpelse. 

Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Kræftens Bekæmpelses præsidium består af tre medlemmer der sidder i en periode på tre år ad gangen. Foruden Pilgaard, består præsidiet af præsident Lykke Friis (V), tidligere minister og nuværende direktør i tænketanken Europa, og vicepræsident Lars Christiansen, tidligere håndbold landsholdsspiller. 

"Jeg er både stolt, glad og meget ydmyg over den opgave, som jeg har fået betroet. Jeg har ikke taget for givet, at jeg ville blive genvalgt," fortæller Pilgaard, der er bedst kendt for sit mangeårige værtskab på TV 2-programmet Go'aften Danmark.

Den genvalgte vicepræsident har tidligere haft tarmkræft men er i dag erklæret rask. Han kom til repræsentantskabsmødet ind på den nylige kræftskandale på Aarhus Universitetshospital. 

"Jeg er så forarget og rystet. De folkevalgte og sygehusledelserne må finde en løsning for alle patienterne, og jeg håber, at de ansvarlige for skandalen stilles til ansvar – som land kan vi ikke være andet bekendt" siger han.

Genvalget af Hans Pilgaard skete ved Kræftens Bekæmpelses årlige repræsentantskabsmøde i Kolding.

{{toplink}}

Forrige artikel Her er de nye medlemmer af Dataetisk Råd Her er de nye medlemmer af Dataetisk Råd Næste artikel Afdelingschef fra Socialministeriet skal lede sekretariat for frisættelsesreform Afdelingschef fra Socialministeriet skal lede sekretariat for frisættelsesreform