Chefredaktør hos A4 Medier stopper

A4 Medier skal finde ny chefredaktør, efter den nuværende chef, Nicolai Kampmann har valgt at træde tilbage fra stillingen.

Nicolai Kampmann har valgt at opsige sin stilling som chefredaktør hos A4 Medier.

Det skriver han i et opslag på Facebook ifølge Netavisen Pio.

Nicolai Kampmann har været chefredaktør for Avisen.dk og herefter A4 Medier siden 2017. Dermed har han været med undervejs i mediets ejer- og navneskifte, der fandt sted i 2019.

Den aftrædende chefredaktør har arbejdet for at vende mediets økonomiske underskud, og nu ser han frem til at følge med i A4 Mediers økonomiske udvikling i fremtiden.

“A4 Medier kan med dedikation og vedholdenhed lykkes både kommercielt og publicistisk i fremtiden. Det er jeg sikker på, men der er mere hårdt arbejde forude," siger Nicolai Kampmann.

Mediet har haft årligt økonomisk underskud siden 2019, hvor selskabet Freeway trak sig fra ejerkredsen. Her tog de samtidig navnet Avisen.dk med sig, og det nye navn blev herefter A4 Medier.

Nicolai Kampmann fratræder stillingen som chefredaktør ved udgangen af marts, og mediet søger derfor en ny chefredaktør.

Han er i øvrigt søn af tidligere miljøminister Jens Kampmann (S) og dermed barnebarn af fhv. statsminister Viggo Kampmann (S).

Forrige artikel Bedre Psykiatri får ny generalsekretær Næste artikel Dansk Blindesamfund udpeger ny landsformand