Sundhedsstyrelsen ansætter ny kommunikationschef

Eva Tolstrup Ziegler skal fra 1. februar være kommunikationschef i Sundhedsstyrelsen og dermed indgå i styrelsens øverste ledelse. 

Eva Tolstrup Ziegler skifter Sundhed.dk ud med Sundhedsstyrelsen, hvor hun skal stå i spidsen for styrelsens eksterne kommunikation, herunder om coronaindsatsen. 

Det skriver Eva Tolstrup Ziegler på LinkedIn

"Jeg har glædet mig til at dele den her nyhed - og endnu mere til at blive en del af det hold, der lige nu knokler med at sikre skarp og relevant kommunikation til borgerne om covid-19," skriver Eva Tolstrup Ziegler. 

Eva Tolstrup Ziegler kommer fra en lignende stilling i Sundhed.dk, hvor hun har været chef for kommunikation og brugere. I Sundhedsstyrelsen vil Eva Tolstrup Ziegler referere direkte til direktør Søren Brostrøm.

"Under covid-19 epidemien har vores kommunikation fået et hidtil uset omfang og gennemslag. Men vi hviler ikke på laurbærrene, og derfor opruster vi vores kommunikative kompetencer og indsatser," udtaler Søren Brostrøm i en pressemeddelelse. Han fortsætter:

"Jeg er rigtig glad for, at vi får en stærk og erfaren profil som Eva til at stå i spidsen for det. Eva har både stærke kommunikationsfaglige kompetencer og hun har dokumenterede ledelsessuccesser fra sine tidligere ansættelser."

Eva Tolstrup Ziegler er uddannet cand.mag. i retorik fra Københavns Universitet. Hun begynder i sin nye stilling 1. februar. 

Forrige artikel Politiker i København skifter parti - og forlader Borgerrepræsentationen Næste artikel Dansk ambassadør udpeges til topjob i FN