FTFa får ny direktør fra embedsværket

Kasper Højvang Kyed er ny direktør for FTFa. Han kommer fra en direktørstilling i Styrelsen for International Rekruttering og Integration. 

Et enigt ansættelsesudvalg i FTFa har valgt at ansætte Kasper Højvang Kyed som ny direktør.

Det oplyser a-kassen i en pressemeddelelse

Han indtager direktørstolen 4. januar 2021, hvor han kommer direkte fra en stilling som direktør i Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), som er en styrelse under Udlændinge- og Integrationsministeriet. 

"Jeg glæder mig til at blive en del af FTFa og fortsætte den gode sammenhængende fortælling om, at vi er mere end en a-kasse og har et stærkt medlemsfokus. Vi skal fortsat udvikle os i det dynamiske, politiske og omskifteligt område som arbejdsmarkedet er," siger Kasper Højvang Kyed om det nye job. 

FTFa-formand Steen Lund Olsen siger, at den kommende direktør har gjort et både fagligt og personligt godt indtryk.

"Med sin indgående erfaring inden for både strategisk ledelse og arbejdsmarkedsområdet er vi sikre på, at han vil bidrage meget velkvalificeret i den fortsatte udvikling af FTFa," siger han.

Kasper Højvang Kyed er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet, og han har tidligere været vicedirektør i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering samt arbejdsmarkedschef i Holbæk Kommune.

Forrige artikel Kendt politisk tv-journalist fortryder: Skal ikke til Berlingske Næste artikel Danske Bank får formandsposten i Finans Danmark