Bødskov udpeger kandidater til uafhængigt it-tilsyn

Skatteminister Morten Bødskov (S) har udpeget fem kandidater til skatteministeriets nye vagthund.

Et nyt uafhængigt it-tilsyn skal være Skatteministeriets nye vagthund, der skal rådgive ministeriet om udfordringer på it-området. Nu har skatteminister Morten Bødskov (S) peget på de fem kandidater til tilsynet.

Det skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse.

De fem kandidater til tilsynet er:

  • Lilian Mogensen, bestyrelsesformand for Rejsekort og Rejseplan A/S og tidligere koncerndirektør i ATP (formand)
  • Bent Flyvbjerg, forsker i it-megaprojekter på Oxford Universitet
  • Jens Schmidt, leder af center for offentlig it på IT-universitetet
  • Peter Schleidt, Bankdirektør i Jyske Bank og medlem af Statens It-råd
  • Lars Mathiesen, direktør i Frost Management og tidligere medlem af Statens It-råd

Tilsynets kerneopgave bliver at sikre, at der kommer bedre styr på skattevæsenets it-område efter flere år med udfordringer på blandt andet gælds- og ejendomsområdet. 

Det skal ske ved at det nye tilsyn får en række beføjelser til at føre tilsyn og udtale sig om Skatteforvaltningens it-område, ligesom tilsynet årligt vil redegøre for sit arbejde.

"Der er brug for en stærk og effektiv styring af vores store it-projekter. Alt for mange gange har det vist sig, at der ikke var styr på vores projekter med forsinkelser og fordyrelser til følge," siger Morten Bødskov i pressemeddelelsen og fortsætter.

"It-tilsynet kommer til at spille en vigtig rolle i vores arbejde, og jeg ser frem til samarbejdet."

Det nye it-tilsyn skal efter planen etableres 1. januar 2021, når det har været igennem folketingets lovgivningsproces. Skatteministeriet oplyser desuden, at kandidaterne allerede er blevet diskuteret i folketingets Skatteudvalg. 

Forrige artikel Lægeformand stopper med øjeblikkelig varsel og sender stikpille til regeringen Næste artikel Dødsfald: Fhv. S-borgmester Birthe Nørgård Petersen (88)