Vestas vil have KMD-direktør i bestyrelsen

Vestas' bestyrelse indstiller KMD’s administrerende direktør, Eva Berneke, til posten som bestyrelsesmedlem.

Vestas har tidligere foreslået nyvalg af Helle Thorning-Schmidt i bestyrelsen, og nu er også KMD’s administrerende direktør, Eva Berneke, blevet foreslået. Det skriver Vestas i indkaldelsen til deres generalforsamling.

Den store udskiftning i Vestas’ bestyrelse skyldes, at tre af de nuværende bestyrelsesmedlemmer ikke genopstiller. Foruden Helle Thorning-Schmidt og Eva Berneke er amerikaneren Bruce Grant også indstillet til bestyrelsen. Bruce Grant er bestyrelsesformand i selskabet Applied Invest LLC.

Vestas begrunder indstillingen af Eva Berneke med, at hun har ”indgående kendskab til virksomhedsledelse, herunder særlig viden om strategieksekvering, ledelse af et børsnoteret selskab, digitalisering og IT.”

Eva Berneke er uddannet civilingeniør og har desuden en MBA.

Forrige artikel Nordea Kredit får ny administrerende direktør Næste artikel Ahlers uddeler EliteForsk-priser til fem yngre forskere