Herning-borgmester bliver formand for KommuneKredit

Lars Krarup (V) overtager rollen som formand for KommuneKredit efter Rødovres borgmester.

De næste fire år er det Hernings borgmester, Lars Krarup, der sidder i stolen som formand for kommunerne og regionernes kreditforening, KommuneKredit.

Det oplyser KommuneKredit i en pressemeddelelse.

Lars Krarup har indtil nu været næstformand for KommuneKredit, men han afløser nu Rødovres borgmester, Erik Nielsen (S), der fortsætter i bestyrelsen.

”Jeg glæder mig til at stå i spidsen for KommuneKredits bestyrelse i den kommende periode. Som borgmester ved jeg alt om, hvor vigtig en rolle KommuneKredits finansiering spiller for lokal velfærd, som vi ikke må tage for givet. Derfor skal KommuneKredit udvikle sig sammen med det omkringliggende samfund. Vi skal være professionelle, åbne og lydhøre, samtidig med at vi fortsat skal være en veldrevet virksomhed,” siger Lars Krarup ifølge pressemeddelelsen.

Foruden Lars Krarup består bestyrelsen af Gentoftes borgmester, Hans Toft (K), Brønderslevs borgmester, Mikael Klitgaard (V), Sønderborgs borgmester, Erik Lauritsen (S), Rødovres borgmester, Erik Nielsen (S), regionsrådsmedlem Leila Lindén (S), regionsrådsmedlem Martin Geertsen (V) og viceadministrerende direktør i Øresundsbro Konsortiet, Kaj V.

I 2017 var bestyrelseshonoraret i KommuneKredit 218.000 kroner og 120.000 kroner for henholdsvis formand og næstformand. Menige medlemmer af bestyrelsen modtog et honorar på 72.000 kroner i 2017.

Forrige artikel Tine Gøtzsche forlader DR Næste artikel Spaniens premierminister trækker sig