Dødsfald: Fhv. Hørsholm-borgmester Hanne Falkensteen (81)

Den tidligere Hørsholm-borgmester fra Konservative, Hanne Falkensteen, er død. Hun blev 81 år.

Hanne Falkensteen (K), borgmester i Hørsholm Kommune fra 1988 til 2001, er død i en alder af 81 år. Hun sov stille ind natten til søndag efter nogen tids sygdom, skriver Hørsholm Lokalavisen.

Hanne Falkensteen debuterede i kommunalpolitik, da hun i 1978 første gang blev valgt ind i Hørsholm kommunalbestyrelse for Konservative. Knap otte år senere var hun steget så meget i graderne, at hun blev udnævnt til viceborgmester. To år senere, i 1988, kunne hun for første gang iføre sig borgmesterkæden. Den skulle forblive hendes i de næste 13 år, før partifællen Uffe Thorndahl overtog den.

Oprindeligt var Hanne Falkensteen uddannet fysioterapeut i København, men det blev i Hørsholm, at hun kom til at slå sine folder, og det var lokalbefolkningen yderst tilfredse med. Til kommunalvalget i 1993 lykkedes det Hanne Falkensteen at få 33,4 procent af samtlige afgivne stemmer, og hun blev dermed kommunens helt store stemmesluger.

Før Hanne Falkensteen gik ind i kommunalpolitik, var hun yderst aktiv i skolekommissionen i Hørsholm, hvor hun var formand fra 1974 til 1981.

Forrige artikel Carsten Stendevad indtræder i Unicef Danmarks præsidium Næste artikel Alternativet i Hovedstaden klar til regionsrådsvalget