Dagens overblik: Læger frygter for et skadet sundhedsvæsen efter medarbejderflugt fra Sundhedministeriet

Godmorgen og velkommen til ugens sidste politiske overblik.

Vi skal lige runde aftalen om den mindre genåbning, som alle partierne blev enige om torsdag aften. Det betyder blandt andet, at det udendørs forsamlingsforbud hæves til 10 personer efter weekenden.

Samtidig sagde Mette Frederiksen, at hun forventer, at der lander en aftale om yderligere genåbning af Danmark, når partierne mandag genoptager forhandlingerne.

Statsministeren har tidligere lagt op til, at den langsigtede plan for genåbning skal være færdig senest den 23. marts, som er på tirsdag.

Læger frygter for et skadet sundhedsvæsen efter medarbejderflugt fra Sundhedministeriet

I 2020 stoppede 62 medarbejdere i Sundhedsministeriet, og det er 44 procent flere end året før. Det får nu læger og eksperter til at frygte, at håndteringen af epidemien og styringen af sundhedsvæsnet er blevet skadet. Det skriver Politiken på forsiden af deres avis.

”Det er sket en medarbejderflugt, så man kan tale om, at Sundhedsministeriet er nedsmeltet”, siger Jonatan Schloss, der er afgående direktør for Praktiserende Lægers Organisation, til Politiken. Han peger på statministeriets pincetgreb og ordrer i coronahåndteringen som nogle af problemerne.

I februar fortalte Per Okkels, som er tidligere departementchef i Sundheds- og Ældreministeriet, om et ”umenneskeligt pres” i ministeriet. ”Afdelingschefer, kontorchefer og chefkonsulenterne har stort set ignoreret deres ægtefæller og børn i et år,” sagde han i et større interview med Altinget.

Internt referat: Tesfaye ved ikke, om asylplan kan lade sig gøre

Jyllands-Posten er kommet i besiddelse af et mødereferat, som sår tvivl om, hvorvidt regeringens plan om at placere modtagecentre i udlandet kan lade sig gøre.

I oktober holdt udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye et møde med den norske justitsminister om muligheden for at samarbejde om asylpolitikken. I mødereferatet står der, at justitsministeren spurgte, om ”det er realistisk at finde et land, der ønsker at have et sådant center (modtagecenter, red.) hos sig”.

Tesfaye svarede, at ”det ved han ikke p.t., men han håber at kunne svare på det om et års tid.” Samtidig sagde han offentligt, at han var optimistisk om asylplanen.

De nye oplysninger får hård kritik af Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, som indkalder til samråd. I et skriftligt svar til avisen afviser Tesfaye kritikken.

Tidligere har organisationer opfordret ministeren til helt at droppe forslaget om modtagecentre udenfor Europa, skriver Altinget.

Tyskland, Italien og Frankrig bruger igen AstraZeneca-vaccinen

Torsdag meddelte det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), at der ikke er grund til at stoppe vaccinationerne med AstraZeneca, da vaccinen er sikker nok. Men faren for blodpropper skal nu stå i indlægssedlen.

Det får både Tyskland, Italien og Frankrig til at bruge vaccinen fra fredag. Portugal vaccinerer igen med AstraZeneca fra mandag, Spanien fra onsdag og Holland i løbet af næste uge, skriver DR.

Sammen med en række andre lande har Danmark stadigvæk suspenderet vaccinen.

Den britiske regeringsleder Boris Johnson sagde onsdag, at han snart skal vaccineres, og at det bliver med AstraZeneca-vaccinen. Det skriver Politico.

Det sker i dag:

  • Klokken 10.00: Åbent samråd om prioritering af vaccinationer.
  • Klokken 13: Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen svarer på spørgsmål om AstraZeneca.
  • Klokken 14.30: Ekstraordinært møde i Det Udenrigspolitiske Nævn efter Ekstra Bladets afsløring af, at regeringen har tilbageholdt oplysninger om danske børn i asyllejre for Folketinget. Nævnet har indkaldt udenrigsminister Jeppe Kofod, forsvarsminister Trine Bramsen og justitsminister Nick Hækkerup.

Forrige artikel Alle partierne er enige om mere genåbning fra på mandag Alle partierne er enige om mere genåbning fra på mandag Næste artikel Prøv quizzen: Har du fulgt med? Prøv quizzen: Har du fulgt med?