Borgerlige vælgere vil rulle EU tilbage

MENINGSMÅLING: Et flertal af vælgerne mener, at EU-samarbejdet er gået for langt, og vil hellere rulle EU tilbage end at udbygge samarbejdet yderligere. Især de blå vælgere er blevet EU-skeptiske.

Mens 25 af EU's 27 statschefer netop er blevet enige om en pagt, der fører til et tættere finanspolitisk samarbejde end nogensinde før, mener flertallet af den danske befolkning, at EU allerede bestemmer for meget, og at samarbejdet snarere skal begrænses. Det fremgår af en ny meningsmåling udført for Altinget.dk.

Meningsmålingen fra A&B Analyse viser, at 41,2 procent af danskerne mener, at "EU-samarbejdet fortsat bør udbygges for at få en stærkere integration mellem EU-landene". Men godt halvdelen af danskerne - 50,5 procent - erklærer sig derimod enige i udsagnet "EU har fået for stor indflydelse, og en del af samarbejdet bør rulles tilbage."

Løkkes vælgere har fået nok EU
Det er et spørgsmål, der deler Danmarks to største partier næsten midt over. Men der er dog den forskel, at der blandt de socialdemokratiske vælgere er et lille flertal på 49 procent mod 43, der ønsker EU-samarbejdet udbygget. Blandt Venstres vælgere er det omvendt.

Ser man på den røde blok over for den blå blok, er forskellen endnu mere markant: 49 procent mod 43 vælger det EU-positive svar blandt vælgere, der foretrækker Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister. Til gengæld er der et klart flertal på 54 procent mod 39 for at rulle EU tilbage blandt vælgere, der ønsker Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister.  

Frygtede det var værre endnu
Dermed er det op ad bakke for Venstre-politikere som europaparlamentariker Jens Rohde, der på partiets landsmøde i november slog til lyd for, at Venstre skal vende tilbage til en EU-begejstret kurs som under Uffe Ellemann.

"Men faktisk havde jeg frygtet, at tallene var endnu værre. For det er klart, at når det er krisehistorier, der fylder op i medierne, så sker det et holdningsskred. Det kan man både se hos borgerlige vælgere og i den unge generation," siger Jens Rohde.

Han har på ingen måde tænkt sig at ændre kurs:
"Tværtimod bekræfter undersøgelsen mig i, at vi skal "back on track" og genskabe noget af den begejstring for EU, som vi lancerede op til Venstres landsmøde."

Magten sivet tilbage
Jens Rohde anser det for en misforståelse, at EU får mere og mere magt i disse år:
"I virkeligheden er indflydelsen sivet tilbage til medlemslandene, fordi vi har en svag kommission. Vi har som lille land en interesse i, at Kommissionen bliver stærkere, så medlemslandene bliver tvunget til at overholde de fælles spilleregler," siger Jens Rohde.

De konservative vælgere er nu så få, at de nærmer sig en statistisk usikker størrelse, når deres holdninger skal måles isoleret. Men ifølge A&B-målingen er indstillingen her noget mere EU-positiv end i Venstre: 59 procent af K-vælgerne ønsker øget integration i EU, men 32 procent er uenige. Hos Liberal Alliance er vælgerskaren delt, dog med en lille overvægt af EU-positive.

76 procent af Dansk Folkepartis vælgere mener, at EU allerede har fået for meget indflydelse. Det er den største andel i noget parti.

Læs hele artiklen på Altinget | Christiansborg (kræver abonnement)

Forrige artikel Kuglestøderens plads i Folketinget er i fare Kuglestøderens plads i Folketinget er i fare Næste artikel Mange nye ”protestskoler” i 2012 Mange nye ”protestskoler” i 2012