Taburetten vakler under Barfoed

GEOGRAFISK PROGNOSE: De Konservatives nedtur fortsætter. Partiets formand Lars Barfoed ville ryge ud af Folketinget, hvis der var valg nu.

Vælgerkrisen hos de Konservative ruller videre oven på partiets dårligste valg nogensinde. Hvis der var valg nu, ville partiets formand Lars Barfoed tilmed miste sin plads i Folketinget.

Det viser professor Søren Risbjerg Thomsens geografiske prognose for mandaternes fordeling, der er lavet på baggrund af et kvalitetsvejet gennemsnit af alle landets troværdige meningsmålinger i oktober måned.

Kun en måned efter de Konservatives historisk dårlige valgresultat på 4,9 procent af stemmerne står partiet nu kun til at få 4,0 procent af stemmerne.

Ingen K-mandater i Nordsjælland
Udviklingen er statistisk signifikant, og det betyder ifølge prognosen, at Konservative går fra otte til kun syv mandater i Folketinget.

I det konservative kerneland i Nordsjællands Storkreds vil partiet ikke få en eneste kandidat valgt ind, hvis der var valg nu. Dermed står partiformand Lars Barfoed altså til at ryge ud af Folketinget. Ved valget i 2007 fik de Konservative ellers to mandater valgt ind i Nordsjælland.

Lars Barfoed blev kun valgt ind på et tillægsmandat ved valget i september, da han med 8.268 personlige stemmer ikke trak stemmer nok til at få et kredsmandat. Ser man bort fra Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen, var Lars Barfoed den partileder, som fik færrest stemmer ved sidste måneds valg.

Læs hele analysen på Altinget | Christiansborg (kræver abonnement)

Forrige artikel Søvndal: DF foretrak diktatorer i Nordafrika Søvndal: DF foretrak diktatorer i Nordafrika Næste artikel Regeringen udskyder krav om alkolåse Regeringen udskyder krav om alkolåse