Lisbeth Knudsen topper magtliste

TOP 100: Selvom årets magtliste fra Journalisten viser, at DR har flest magtfulde medarbejdere til at sætte dagsordenen, er det dog Berlingskes Tidendes Lisbeth Knudsen, der topper listen.

I alt 20 ud af de hundrede mest magtfulde dagsordensættere i Danmark er ansat i DR.

Det fremgår af fagbladet Journalistens årlige magtliste, som er på gaden onsdag.

Nyhedsdirektør Ulrik Haagerup er med en samlet 11. plads den bedst placerede DR-medarbejder.

Han bliver efterfulgt af mediedirektør Mikael Kamber på en 19. plads og dernæst TV-A-chef Naja Nielsen som nummer 22.

Øverst på den samlede liste finder man dog ikke en eneste DR-medarbejder.

Det er Berlingske Tidendes ansvarshavende chefredaktør Lisbeth Knudsen, der topper årets magtliste. Nummer to er Ekstra Bladets Poul Madsen, mens Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden ligger på en tredjeplads.

Ifølge medlem af Journalistens magtpanel Bent Falbert er Lisbeth Knudsen en chef, der præger dagsordenen, fordi hun ikke bare administrerer.

"Hun deltager i debatten gennem sine ugentlige kommentarer, og når hun optræder på tv med sine synspunkter. Hun sætter klart en dagsorden," siger Bent Falbert til Journalisten.

På en 65. plads ligger Altinget.dks administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør, Rasmus Nielsen.

Forrige artikel Opposition lover ændring af medicintilskuds-revision Opposition lover ændring af medicintilskuds-revision Næste artikel DMU-rapport viser stort tab af biodiversitet DMU-rapport viser stort tab af biodiversitet