S og SF kaprer mandater fra V og K

MENINGSMÅLINGER: Mandat-vandringen er massiv fra de fire nøglepartier ved en regeringsdannelse, viser Altinget.dks kvalitetsvejede snit.

Efter junis meningsmålinger vinder SF i Altinget.dks kvalitetsvejede snit otte mandater i forhold til valget i 2007, mens Socialdemokraterne vil kunne sætte sig på fem ekstra taburetter ved et valg nu. De to regeringspartier går tilbage med henholdsvis otte (Venstre) og seks mandater (Konservative).

Det fremgår af det kvalitetsvejede månedssnit af alle troværdige meningsmålinger, som professor Søren Risbjerg Thomsen laver for Altinget | Christiansborg.

Der er med andre ord ikke tale om mandat-bytning inden for blokkene men om den for regeringen livsfarlige vælger-trafik hen over midten.

"S og SF ville sammen med R ved et valg nu have nok mandater til et flertal i Folketinget uden Enhedslisten," konkluderer Søren Risbjerg Thomsen i sin analyse, som han skriver hver måned i forbindelse med offentliggørelsen af det kvalitetsvejede snit.

Særlig bemærkelsesværdig er i følge professoren fremgangen til Socialdemokraterne, der dog især er indhentet inden sagen kom frem om, at S-formandens mand har draget fordel af "skattely" i udlandet.

Forrige artikel Aktørernes dom: Top og flop i folketingsåret Næste artikel Små partier kritiserer opstillingsregler